Ny generation af windscannere udviklet af DTU

fredag 21 dec 18

Kontakt

Torben Krogh Mikkelsen
Professor
DTU Vindenergi
46 77 50 09

Forskere i meteorologisektionen på DTU Vindenergi har udviklet en ny type windscannere. De nye windscannere kan bl.a. måle hvirvelstrømme i tip vortex.

Forskere hos DTU Vindenergi har netop udviklet og afprøvet en ny generation af short-range windscannere, der med deres 6” optik netop har tilstrækkelig høj opløsning til at måle tip vortices fra målinger bag ved møllen, fra jordniveau.

Med de nye windscannere har forskerne som de første i verden lavet målinger af hvirvelstrømme i de såkaldte tip vortices.

Tip vortex er cirkulære mønstre af roterende luft bagved f.eks. en vindmøllevinge eller en flyvinge.  Indtil nu har det ikke været muligt at måle på hvirvelstrømmende fra de store møller direkte i luften bag ved møllerne, forklarer Torben Krogh Mikkelsen, professor på DTU Vindenergi:

”Vi har på DTU Vindenergi netop fortaget verdens første målinger af hvirvelstrømmene i de såkaldte tip vortices, der dannes fra vingespidser og fra vindmøllevinger. Baggrunden er, at vi netop har udviklet og afprøvet en ny generation af windscannerne, der med 6 tommer optik nu kan opløse vindstrukturer med helt op til 20 cm opløsning målt fra jorden bag ved møllerne.”

Fører til nye og bedre designede møllevinger
Vi er netop lykkedes med at måle de allermindste små bevægelser af den hurtigt roterende luft lige bag ved vindmøllevingerspidserne. Der er mange forskellige hastigheder inde i hvirvlerne, som også kaldes tip vortices.

Målingerne er lavet på DTU’s egen forskningsmølle, V52 forsøgsmølle, som står på marken på Risø Campus, var i drift.

”Grunden til, at det er interessant at måle tip vortices er, at de har stor betydning for, hvor godt vingen udnytter vinden. Jo mindre energi, der afsættes i disse tip vortices, jo bedre er produktionen af elektricitet og dermed mølle økonomi,” forklarer Torben Krogh Mikkelsen.

Der er klare indikationer for, at de nye windscannere baserede måleaktivitet, sammenholdt med de detaljerede CFD-beregnings programmer af tip vortices og wake strømningerne, vil kunne føre til nye og bedre designede møllevinger.