Junioringeniør

440.000 kr. til Junioringeniør på DTU

tirsdag 12 feb 19

Med støtte fra Novo Nordisk Fonden tilbyder DTU Diplom talentudvikling til særligt udvalgte naturvidenskabs- og teknikinteresserede elever fra grundskolen.

Uanset om spørgsmålet er, hvordan vi løser verdens klimaproblemer, hvad Danmark skal leve af i fremtiden, eller hvordan vi kan bruge fremtidens teknologier til at leve længere og bedre liv, så er naturvidenskab, teknologi og ingeniører en vigtig del af svaret.

Derfor er det nødvendigt at få uddannet flere ingeniører, og den opgave har projektet Junioringeniør på DTU Diplom sat fokus på. Bag projektet står lektorerne Peder Hundebøll og Michael Mast, og i ryggen har de 440.000 kr. fra Novo Nordisk Fonden.

Bygger på en succes
Junioringeniør er en udvikling af et tidligere afprøvet projekt og skal videreudvikle og udfordre grundskoleelever med særligt talent inden for naturvidenskab og teknik gennem et praksisorienteret undervisningsforløb, hvor særligt engagerede elever, som er nysgerrige på teknologi, får mulighed for at deltage i et kursus sammen med diplomingeniørstuderende.

Projektet henvender sig til elever fra udskolingen, som er udvalgt særligt til forløbet på grund af deres interesse og høje faglige niveau. I løbet af projektet udfordres eleverne fagligt på en måde, som ikke er mulig i grundskolen, som udvikler deres talent, og som giver et indblik i, hvordan det er at være diplomingeniørstuderende.

Eleverne får bl.a. indblik i avanceret livscyklusvurdering af produkters miljøbelastning, kemi og materialelære, og de trænes i at udvikle produkter ved brug af blandt andet 3D-modellering, 3D-print og laserskæring i DTU Diploms laboratorier. Tanken er, at projektet på den måde skal skærpe interessen for ingeniørfaget og samtidig vise dem mulighederne inden for diplomingeniøruddannelserne.

Vi håber naturligvis, at projektet kan inspirere flere unge til at gå teknikkens vej og specialisere sig inden for feltet” forklarer Peder Hundebøll.

Og vi har hørt fra deltagerne i det netop afsluttede pilotprojekt, at de har fundet det spændende og har fået smag for ingeniørfaget. Om vi ser dem igen som diplomingeniørstuderende om nogle år, når de har været igennem en ungdomsuddannelse, må vi vente lidt med at få afklaret.” afslutter Michael Mast.