40 år med vindenergi og still going strong

onsdag 09 jan 19

Kontakt

Peter Hjuler Jensen
Viceinstitutdirektør
DTU Vindenergi
46 77 50 37

Reception

Peter Hjuler Jensen holder 40 års jubilæumsreception den 18. januar fra kl. 14.00-16.30. Herunder vil viceinstitutdirektøren holde et foredrag med titlen ”Med Peter Hjuler Jensens briller: DTUs bidrag til udviklingen af vindenergi.

Foredraget og receptionen finder sted på Frederiksborgvej 399, Niels Bohr Auditoriet, bygning 112, 4000 Roskilde.

Tilmeiding via mail til casc@dtu.dk

I år er det 40 år siden, at viceinstitutdirektør på DTU Vindenergi, Peter Hjuler Jensen startede på Risø. Selv om han har opnået det meste, så er han ikke klar til at smide håndklædet i ringen.

”At jeg har 40 års jubilæum er ikke en begravelse,” siger Peter Hjuler Jensen, viceinstitutdirektør på DTU Vindenergi som det første, da snakken falder på hans forstående jubilæum. For selvom 40 år virker som lang tid for mange, så er det ikke sådan, Peter Hjuler Jensen ser på det:

”Det har været fantastisk at have været en del af udviklingen og opbygningen af en vindmøllesektor. Prøvestationen på Risø, der sidenhen er blevet til DTU Vindenergi har haft en væsentlig rolle som videnskabelig kilde og samarbejdspartner,” lyder det fra den 65-årige viceinstitutdirektør.

Det største var UpWind

På sit kontor på DTU Risø Campus sidder han og funderer over, hvad der egentlig har været det største i hans karriere. For som han selv siger, så er der uendelig mange ting, der har gjort hans arbejde med vindenergi helt specielt.

”I 80’erne stod jeg for den danske godkendelsesordning. Det var den, der fik professionaliseret vindenergisektoren. I 90’erne gik vi skridtet videre og begyndte at udvikle og afprøve. Det var også i 90’erne, hvor jeg stod for flere EU-projekter. Her husker jeg især 2 store projekter, der gik ud på at lave standardiseringer af målemetoder i Europa.,” erindrer han og uddyber:

”I 00’erne var det især indvielsen af prøvestationen i Høvsøre, jeg er stolt af. Og så var det også i 00’erne, hvor vindenergi blev skrevet ud af EU's forskningsprogram. Vi fik én chance for at ændre det ved at løfte et vindenergiprojekt. Det blev til projektet UpWind, som jeg koordinerede. Det inkluderede mere end 40 aktører inden for vindenergi. Heldigvis blev UpWind en succes, og vindenergi blev igen skrevet ind i EU's forskningsprogram,” siger Peter Hjuler Jensen med stolthed i stemmen.

"Endelig er etableringen af de to vindmølleprøvestationer ved Høvsøre og Østerild nogle af de mange store ting vi har opnået hvor jeg har haft det privilegium at være den ansvarlige på DTU for de to projekter."

Du har prøvet lidt af hvert på DTU Vindenergi. Fra programleder og leder af Prøvestationen for vindmøller, til souschef i afdelingen af vindenergi på Risø. Nu har du været viceinstitutdirektør i mere end 10 år. Hvordan er det?

”Hvis folk tror, det er kedeligt at være mig, så kan man godt tro om igen. Jeg er simpelthen så glad for mit job – store opgaver, små opgaver. De er alle spændende.”

Og hvad så med fremtiden. Til den svarer Peter Hjuler Jensen:

”Jeg er still going strong. Jeg har knoklet som en hest, både på arbejdet og privat, hvor jeg tidligere har sat to huse i stand inde på Christianshavn. Og selv om jeg har oplevet meget, så er jeg ikke færdig på DTU Vindenergi endnu. Spørg mig igen, når jeg bliver 70,” afslutter han med det største smil.