Diagnostik

Nyt center for human og veterinær diagnostik

torsdag 12 apr 18
|
af Tom Nervil

Kontakt

Kristian Møller
Institutdirektør & Afdelingschef
DTU Veterinærinstituttet
35 88 61 89

DTU opretter nyt center for diagnostik, der skal agere knudepunkt i et netværk af forskning, forretning og formidling.

DTU’s nyeste center, Center for Diagnostik DTU, udspringer af DTU Veterinærinstituttet og vil også i den første tid have en organisatorisk tilknytning til instituttet. Der vil være fokus på den veterinære diagnostik, men også det humane område vil komme til at fylde en del af centerets forskning, forretning og formidling.

”Vi vil i første omgang fokusere på udbygning og videreudvikling af den eksisterende forretning, men det er samtidig hensigten at omsætte den nyeste teknologiske forskning til fremtidige diagnostiske løsninger,” fortæller institutdirektør Kristian Møller, der også er leder af centeret.

Centeret vil blandt andet øge fokus på samarbejdet med landbrugserhvervet, så værdifuld viden og data fortsat kan ligge til grund for det fremtidige veterinære arbejde. Det er desuden planen at fastholde og udvikle de analysemetoder, som anvendes i dag.

Satser på samarbejde
Det er hensigten at udbygge samarbejdet med DTU´s øvrige institutter, som beskæftiger sig med forskellige former for diagnostik.

”Vi har allerede indgået aftaler med flere forskningsgrupper, som arbejder med diagnostikudvikling,” fortæller Kristian Møller, som ser et stort potentiale i et udbygget samarbejde her.

Hensigten med Center for Diagnostik DTU er ifølge prorektor Rasmus Larsen da også at sikre, at der bliver udviklet løsninger på tværs af forskellige forskningsområder, institutioner og landegrænser.

”Det nye center er et led i DTU´s satsning på life science og bioengineering. Det er et vækstområde og det giver god mening at etablere et kompetencecenter for diagnostik på DTU,” siger han og fortsætter: ”Vi ønsker at fastholde den kompetence, der er opbygget på DTU Veterinærinstituttet gennem en lang årrække. Ved etablering af centeret skaber vi værdi af den seneste tids omprioriteringer med store forventninger til vækst og synergi med forskning, uddannelse og innovation på DTU.”

Life science-miljøerne på DTU omfatter 14 institutter og centre, der enten er specialiserede inden for life science-forskning eller har life science-forskning som et vigtigt hovedområde. Alle 14 institutter og centre har et tæt samspil med virksomheder.

Få mere at vide
Kristian Møller, institutdirektør, DTU Veterinærinstituttet

Fakta om DTU's diagnostik

  • DTU’s diagnostik udfører ca. 1 million analyser om året fordelt på 150 forskellige tests.
  • 91 procent af de diagnostiske kunder er tilfredse med kvaliteten (Kilde: Kundetilfredshedsanalyse, november 2017)