Koncertgæsters motion kan sammenlignes med spinning

lørdag 07 jul 18

De mest aktive deltagere til koncerter på Roskilde Festival forbrænder nogenlunde lige så mange kalorier, som de ville gøre ved to timers spinning eller løb.

Til Bruno Mars’ koncert torsdag aften kl. 22. på Roskilde Festival blev der registreret et gennemsnitligt kalorieforbrug på 1060. Samme aften kl. 1. spillede Nephew op til folkefest, og her forbrændte publikum i snit 768 kalorier.

Det er en forskel på omkring 300 kalorier, der kan være interessant for festivalen, mener de to studerende David Enselv Nyrnberg og Anna Sidse Dinesen Deleuran, der læser henholdsvis Matematisk Modellering og Computing og Medicin og Teknologi på DTU.

De har medbragt 20 pulsmålere, som de sætter på nogle af de festivalgæster, der er i pitten til de største koncerter på Orange Scene. Målingerne kobles med data fra Endomondo, der giver de studerende viden om køn, alder, vægt, højde og deltagernes placering.

”De estimater kan vi samle og få et overblik over, hvor energien er mest koncentreret. Det håber vi, at festivalen kan bruge til øge sikkerheden, fordi de så med større nøjagtighed ved, hvor det ’klemmer’ og hvor der skal vand hen,” siger Anna Sidse Dinesen Deleuran.

”I går snakkede vi med en pige, der besvimede under Bruno Mars. Hun havde stået et sted, inde midt i pitten, hvor der ikke blev sendt vand ud, selvom det var så varmt. Tre af hendes venner meldte sig med det samme til at deltage, for de havde jo oplevet, hvor vigtigt det er, at man ved, hvor intensiteten er højest.”

Stor forskel i forbrændingen

De studerende måler på nogle af helt store koncerter på Orange Scene: Saveus, Eminem, Bruno Mars, Nephew, The Minds of 99, Nick Cave & The Bad Seeds, Dua Lipa og Gorillaz. De første målinger fra onsdag og torsdag afslører store forskelle mellem energiforbruget til koncerterne.

Til Saveus forbrændte deltagerne i forsøget i snit 509 ±138 kalorier, til Eminem 871 ±213 og så altså 1060 ±270 til Bruno Mars og 768 ±225 til Nephew. Men bag gennemsnittene gemmer sig store forskelle i, hvordan folk går til koncerter, fortæller Anna Sidse Dinesen Deleuran:

”Det varierer virkelig meget, hvor meget energi folk bruger. Selvom Saveus ikke var den koncert med højest energiforbrug, så var det alligevel der vi fandt den højeste gennemsnitspuls. Der var en 28-årig høj, trænet fyr, som lå på 139 slag i minuttet i gennemsnit. Og så har vi nogle der er nede på 80 slag i minuttet, hvilket nogenlunde svarer til at gå en aftentur.”

Forbrænding svarer til spinning eller løb

Når de studerende får arbejdet mere med data og kan skille folk ad på forskellige parametre bliver det muligt at lave et kort over pitten, så festivalen kan se hvor der er hot spots - områder, hvor man kan forvente allerhøjest aktivitet. Og hvor man skal være ekstra opmærksom på at få sendt rigeligt med vand ind. På den måde kan man måske bedre sikre sig mod at nogen besvimer af udmattelse og væskemangel.

”Der er virkelig nogen, der har et tårnhøjt energiforbrug under koncerterne. Tager vi gennemsnittet fra Bruno Mars, så er det omkring det halve af, hvad en kvinde skal indtage af mad på en dag – og ca. en tredjedel af hvad en mand skal indtage. Jeg har selv dyrket spinning tre gange om ugen i ca. seks år, så jeg er i god form. Hvis jeg går ned og giver den gas i to timer, så forbrænder jeg lige omkring 1000 kalorier. En koncert minder jo også om intervaltræning fordi intensiteten stiger og falder – fuldstændig ligesom, hvis du skulle sammensætte et spinning- eller løbeprogram,” siger Anna Sidse Dinesen Deleuran.

Tilbage til forskellen på Nephew og Bruno Mars. Selvom de studerende ikke er færdige med at analysere deres data, så har de alligevel et par bud på, hvorfor der er en forskel på forbrændingen til de to koncerter på omkring 300 kalorier:

”Din evne til at præstere falder med alderen,” siger Anna Sidse Dinesen Deleuran.

”Jeg tror vi vil se, at folk i gennemsnit var lidt ældre til Nephews koncert. Samtidig lå den meget sent på aftenen. Og så skal man huske, at der var så meget knald på til Bruno Mars, at hvis de samme folk er taget til Nephew, så har de jo allerede brændt virkelig meget energi af, og måske haft dårlig tid til at spise mellem koncerterne. Og så er de fleste energireserver altså brugt op. Det er ikke sikkert folk føler, at de har givet mindre til Nephew-koncerten, men de har måske fysisk været ude af stand til at give mere.”