Fuldt hus til Åbent Hus

fredag 08 mar 19

Kontakt

Anders Overgaard Bjarklev
Rektor
45 25 10 00

Læs mere om DTU's uddannelser

Diplomingeniør
Bachelor
Kandidat

Kontakt Studievejledningen på DTU hvis du har specifikke spørgsmål, som du ikke kan finde svar på.
Nysgerrige unge mennesker ventede allerede i store grupper, da DTU kl. 12 slog dørene op til Åbent Hus 2019. Og mere end 600 studerende og ansatte stod parat i røde trøjer for at svare på alle deres spørgsmål.

Der var store smil og mange: ’Hej, hvad kan jeg hjælpe dig med?’, da DTU 7. marts endnu en gang havde inviteret de studievalgsparate unge til at besøge DTU. Åbent Hus er en dag, hvor man kan blive klogere på alt, hvad DTU har at byde på. Fra uddannelsesretninger, studieliv, udlandsophold og kollegier til robotter, raketter og racerbiler.

Mens nogle startede med at gå på opdagelse mellem de mange stande i Sportshallen, hvor DTU’s uddannelsesretninger stod parat med både studieledere og nuværende studerende for at svare på spørgsmål, så gik andre forbi kollegiestanden og studievejledningen. Og der var nok at se på allerede ved indgangen, hvor DTU Scienceshow havde medbragt rigelige mængder af flydende kvælstof, som de brugte til at lave forsøg.

I løbet af dagen gik de unge mennesker i flere hold på rundvisninger med de forskellige studieretninger. Og to gange fyldtes bussen for at køre til DTU’s campus i Ballerup, hvor mange af DTU’s diplomingeniørretninger har deres daglige gang.

Ud over at blive klogere på, hvilken retning man skal vælge, så kunne man også høre mere om, hvordan man gennem deltagelse i tværfaglige og projektorienterede kurser kan bidrage til samfundet som en del af sit studie. DTU’s såkaldte Blue Dot-projekter var nemlig godt repræsenteret med DTU Roadrunners, DTU Biobuilders, DTU Ecotrophelia, SensUs og det nyeste, Danstar, hvor studerende bygger en raket, der skal kunne sendes ni km op i luften.

Ud over det slaraffenland af muligheder, der blev præsenteret i Sportshallen, var der også foredrag med færdiguddannede ingeniører samt en generel introduktion til DTU.

Da dørene lukkede kl. 20, kunne en hurtig optælling vise, at mere end 2700 potentielle studerende fra hele Danmark havde lagt vejen forbi DTU.

(Foto: Mikal Schlosser)

Foto: Mikal Schlosser