Foto Ulrik Jantzen

DTU er stærkt repræsenteret i Ungeklimarådet

torsdag 07 mar 19

Kontakt Monika Skadborg på monika.skadborg@gmail.com

Læs pressemeddelelse på Energi- Forsynings- og Klimaministeriets hjemmeside, hvor man også kan se præsentationer af alle 10 medlemmer af Ungeklimarådet. 

Både formanden og et af de øvrige medlemmer i regeringens nye Ungeklimaråd kommer fra DTU.

Næsten 400 unge mennesker meldte sig klar til at gøre en indsats for at præge den danske klimapolitik, da energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt i starten af året åbnede for ansøgningsrunden til Ungeklimarådet. Nu har ministeret udvalgt 10 engagerede unge mennesker med vidt forskellige baggrunde. De to er fra DTU.

Idéen til det nye klimaråd kom fra de unge delegater, som var inviteret med til klimatopmødet COP24 i Polen. Monika Skadborg var en af dem. Hun har en bachelor i miljøteknologi fra DTU og har i uddannelsen fokuseret på klimavenlige løsninger, fordi hun ser klimakrisen som vor tids vigtigste udfordring. I øjeblikket arbejder hun i Dansk Ungdoms Fællesråd, og det er i den egenskab, hun er blevet valgt til formand for Ungeklimarådet.

"Unge mennesker ved meget om klimaet og hvilke løsninger, der skal til. Det er vores fremtid, det gælder, derfor er det vigtigt for os at komme på banen, og vi håber, at politikerne vil tage os alvorligt, også efter et eventuelt regeringsskifte."
Monika Skadborg

Også Den Grønne Studenterbevægelse har en repræsentant i rådet, som derudover har otte medlemmer, heriblandt Mathias Hansen. Han læser på bacheloruddannelsen Bæredygtigt Energidesign på DTU og drømmer om at udvikle de løsninger, der skal til for at bekæmpe klimaforandringerne. Sammen med tre andre studerende vandt han fornylig IDA Bæredygtighedsprisen med en idé til at udvinde ferskvand fra havvand ved osmose.

Ungeklimarådet har allerede haft deres første møde, som ifølge Monika Skadborg viste, at de unge har vildt mange idéer til, hvordan alle dele af samfundet kan blive sporet ind på en mere bæredygtig levevis. Idéer, som i løbet af det næste års tid vil udmønte sig i konkrete handlingsforslag til politikerne.

”Unge mennesker ved faktisk meget om klimaet og hvilke løsninger, der skal til. Det er vores fremtid, det gælder, derfor er det vigtigt for os at komme på banen, og vi håber meget, at politikerne vil tage os alvorligt, også efter et eventuelt regeringsskifte. Der er meget momentum blandt ungdommen, men det går lidt langsomt i det politiske system. Ungeklimarådet kan forhåbentlig skubbe på og bidrage til den nødvendige forandring,” siger Monika Skadborg.