Matteo ved siden af varmepumpen

Studenterprojekt blev til nyt produkt, der sælges til udlandet

torsdag 08 nov 18
|
Ny og banebrydende varmepumpe til boliger er skabt i samarbejde mellem DTU og virksomheden METRO THERM. De første pumper er produceret og netop solgt til Østrig.

DTU og METRO THERM har samarbejdet om flere projekter. Et af dem var udviklingen af en ny varmepumpe, der med et kompressorsystem anvender varmen fra lavtemperatur-varmekilder som f.eks. varmegenvindingssystemer til at producere brugsvand på et temperaturniveau, hvor legionella bliver afværget.

"”Det er højest usædvanligt, at et eksamensprojekt bliver til et færdigt produkt. Det kan jeg i hvert fald ikke mindes, at vi har oplevet tidlige”, siger Kasper Korsholm Østergaard, som er udviklingschef hos METRO THERM."

Projektet blev gennemført som en kandidatopgave, der blev udarbejdet af DTU-studerende Matteo Caramachi. Nu er varmepumpen blevet til virkelighed, den er sat i produktion, og de første eksemplarer er solgt til Østrig.

”Det er helt uvirkeligt at se ens arbejde som et færdigt produkt, der rent faktisk fungerer og ikke bare er simuleringer og beregninger”, fortæller Matteo Caramaschi, der umiddelbart efter at have bestået sin kandidateksamen for fire år siden blev ansat på METRO THERM. Matteo Caramaschi estimerer, at han har brugt omkring et års fuldtidsarbejde på projektet sammen med kollegaerne fra udviklingsafdelingen i virksomheden.

Ikke alle virksomheder kender muligheden

Idéen til den nye varmepumpe er skabt i dialog med forskerne på DTU Mekaniks afdeling for Termisk Energi.

”Vi er altid glade for at kunne indgå i denne type samarbejder. Gennem studieopgaver kan vores studerende være med til at udføre nogle af de udviklingsopgaver, som virksomhederne måske ikke selv har tid til at udføre. De studerende er glade for at kunne arbejde på reelle problemstillinger, og vi vil gerne snakke nye muligheder med virksomhederne,” siger lektor Wiebke Brix Markussen.

Hos udviklingsafdelingen på METRO THERM ved de, hvor svært det er, at få en idé hele vejen fra skrivebordet til færdigt produkt. Mange idéer bliver til prototyper, men lige så mange idéer bliver skrottet, da de enten er for dyre eller for besværlige at føre ud i livet.

”Det er højest usædvanligt, at et eksamensprojekt bliver til et færdigt produkt. Det kan jeg i hvert fald ikke mindes, at vi har oplevet tidligere,” siger Kasper Korsholm Østergaard, som er udviklingschef hos METRO THERM.

”Men Matteo er som de øvrige studerende og vejledere på DTU Mekanik, som vi har samarbejdet med, meget kompetent og engageret. Jeg har kunnet mærke, at der var hjerteblod i det fra hans side, og han har brugt rigtig mange timer på at få optimeret og fintunet, så det kunne blive et super produkt,” konstaterer Kasper Korsholm Østergaard.

Ud over Østrig har der været interesse for den nye varmepumpe fra Sverige, Norge, Frankrig, Holland Belgien og Danmark, så der er tale om et produkt med stor international bevågenhed.