Udforsk DTU's kunst og arkitektur på egen hånd

Kunst og arkitektur spiller en central rolle for campusmiljøet på DTU i Lyngby. Derfor har DTU etableret en kunstrute og en arkitekturrute og udviklet en tilhørende app, DTUplus, som guider besøgende rundt på campus og præsenterer et udvalg af kunstværker og arkitektur. Begge ruter er frit tilgængelig for alle inden for universitetets åbningstid.

Kunstruten

Kunstruten giver en guidet tur forbi 14 kunstværker på DTU Lyngby Campus. For hvert kunstværk er der en lille fortælling om kunst og kunstner, i nogle tilfælde suppleret med en lydfil, hvor en person knyttet til universitetet reflekterer over værket og sine oplevelser med det.

Noget af det første, man ser, når man går ind ad DTU’s hovedindgang, er syv store malerier, som med en eksplosion af farver bryder den ellers lidt kedelige grå væg i det 100 meter lange rum. "De syv magiske muldvarpeskud" er et af DTU’s nyeste kunstværker; det blev skænket af Ny Carlsberg Fondet i 2011. I grønnegården, som man kan gå ud i fra vandrehallen, står et noget ældre kunstværk; en skulptur i flere dele af Robert Jacobsen. Skulpturen, der på et tidspunkt fik tilnavnet Den afdøde Teknokrat, blev skænket til DTU af Statens Kunstfond i forbindelse med indvielsen af byggeriet på Lundtoftesletten i 1974. Og i en anden have finder man en bronzeskulptur af Julius Thomsen, som blev skabt af August Vilhelm Saabye til Den Polytekniske Læreanstalt i Sølvgade i 1906. Kunstruten spænder altså vidt både i tid og udtryk.

Arkitekturruten

Arkitekturruten giver en guidet tur rundt mellem gammelt og nyt byggeri på DTU Lyngby Campus. Guiden består af 11 små lydfortællinger, som knytter sig til udvalgte bygninger på området.

DTU Lyngby Campus er det største sammenhængende universitetsbyggeri i Danmark, opført i årene 1961-74 til Danmarks Tekniske Højskole på den tidligere Lundtofte Flyveplads. Området er planlagt af arkitekterne Eva og Nils Koppel i samarbejde med landskabsarkitekterne Edith og Ole Nørgaard som en række såkaldte ’normalhuse’ i gule mursten placeret i et koordinatsystem omkring to gennemgående akser med grønne områder imellem.

Normalhusene er stadig rygraden i campusområdet, men i løbet af de senere år er flere nye bygninger kommet til; bygninger, som på forskellig vis fører de oprindelige tanker om en stram, enkel og funktionel arkitektur ind i nutiden. De nye bygninger er gennemgående højere end de oprindelige, de leger i det ydre med udtrykket fra de gule mursten og sorte indrammede vinduespartier, og indenfor er der som noget nyt prioriteret store fællesområder, hvor man kan mødes både formelt og uformelt.

Download appen DTUplus

Appen indeholder et interaktivt kort over de to ruter og giver i tekst, billeder og lydfortællinger et indblik i kunst- og bygningsværker på DTU og i etableringen, vedligeholdelsen og fornyelsen af DTU Lyngby Campus. Appen er udviklet af studerende fra DTU med støtte fra Corrit Fonden.

Du kan dowloade appen DTUplus i iTunes/AppStore og Google Play.

Du kan også få en guidet rundvisning på DTU med personlig guide.

DTU - Indgang

DTU Alumni er DTU's alumnenetværk - for alle med en ingeniøruddannelse fra Danmarks Tekniske Universitet.
 
Klik her for at logge på medlemsportalen, hvor du kan opdatere din profil og finde andre medlemmer.
 
Vigtigt: Vi anbefaler, at du logger på i et private browsing-vindue!
 
Er du ikke medlem endnu?
Opret din profil på få minutter
 
Kontakt os, hvis du oplever problemer med at logge på: alumni@dtu.dk