Foto: Unge Forskere

Roskilde Festival og DTU uddeler bæredygtighedspris

mandag 07 jun 21

Kontakt

Lars D. Christoffersen
Dekan for bacheloruddannelser og studiemiljø
Afdelingen for Uddannelse og Studerende
45 25 10 09

Unge Forskere – junior- og seniorpris

Unge Forskere er en naturvidenskabelig talentkonkurrence for elever på grundskoler og ungdomsuddannelser. Prisen er opdelt i en junior- og seniorkategori og gives for nytænkning, udførelse og præsentation.

DTU og Roskilde Festival samarbejder om seniorprisen, ’Empower future sustainability’, og DTU overrækker desuden sin egen særpris i juniorkategorien.

Den blev i år givet til grundskoleeleverne Anders Lendal Holm og Theodor Anton Sivager med projektet ’Remote Energy’ for at designe en lille flydende vandmølle, der kan producere strøm til lokalsamfund langt fra elnettet, f.eks. i Amazonas og Bangladesh.

DTU og Roskilde Festival har for første gang uddelt en fælles pris til unge forskertalenter, der bidrager til en bæredygtig forandring i samfundet.

Siden 2010 har et hold DTU-studerende brugt Roskilde Festival som et friluftslaboratorium til at afprøve nye teknologier, der kan gøre festivalen grønnere. I år har samarbejdet mellem DTU og Roskilde Festival fået en ny dimension, idet man for første gang uddeler en fælles særpris til unge forskertalenter i konkurrencen ’Unge Forskere’, målrettet elever på adgangsgivende ungdomsuddannelser.

Prisen uddeles til et projekt, der bruger naturvidenskab og teknologi til at finde løsninger, som kan bidrage til en bæredygtig forandring i samfundet. Med prisen ønsker DTU og Roskilde Festival at styrke deres fælles arbejde for en bæredygtig forandring i samfundet og hædre unge mennesker, der vil gøre en forskel i samfundet.

Ved en ceremoni i april modtog tre elever fra Egå Gymnasium, Christoffer Schneider, Suruthiga Ravichandran og Riber Neubauer prisen ’Empower future sustainability’ for deres projekt ’Saltvandsbatterier: En bæredygtig løsning på energilagring?’

”Unge Forskere-konkurrencen viser de unge, at de kan gøre en forskel med naturvidenskab og teknologi. Den skaber rollemodeller, som unge kan spejle sig i, og så tror jeg, at den giver deltagerne en rigtig god oplevelse, som styrker deres begejstring for naturvidenskab og teknologi,” siger dekan for bacheloruddannelser og studiemiljø på DTU, Lars D. Christoffersen.

Et oplagt samarbejde

Ifølge Lars D. Christoffersen var det oplagt for DTU og Roskilde Festival at gå sammen om en bæredygtighedspris efter 11 års samarbejde:

”Både Roskilde Festival og DTU arbejder for en bæredygtig udvikling og vil gerne fremme de unges interesse for bæredygtighed. Ved at stå sammen om særprisen Unge Forskere får vi sendt klare signaler til de unge – fra kultur- og festsiden og fra forsknings- og uddannelsessiden,” forklarer han.

Hos Roskilde Festival er der også tilfredshed med den fælles pris, som har været undervejs længe før, årets festival stod til at blive aflyst. Ifølge Roskilde Festivals programleder for bæredygtighed, Sanne Stephansen, har det været fantastisk at opleve de DTU-studerendes gå-på-mod og idérigdom udfolde sig, når deres prototyper indgik i festivalens 130.000 personer store bysamfund. Hun ser prisuddelingen som en naturlig udvikling, både i samarbejdet med DTU og som en del af Roskilde Festivals eget fokus på bæredygtighed:

”Roskilde Festival er på mange måder en platform for unges tanker om at skabe forandring i samfundet. Samtidig rummer læring og innovation i samarbejde med studerende og uddannelsesinstitutioner et kæmpe forandringspotentiale, og derfor giver det rigtig meget mening for os at gå sammen med DTU om den nye særpris."

 

Læs mere om DTU og Roskilde Festivals 10 år lange samarbejde her.