Foto Colourbox

Augmented reality kan fjerne lastbilernes blinde vinkler

tirsdag 05 mar 19
|
af Jeppe-Moelgaard-Thomsen
Se rapporten ’Forebyggelse af højresvingsulykker i Danmark’ fra Havarikommissionen for Vejtrafikulykker.
Tre studerende har udviklet et augmented reality-system, som fjerner blinde vinkler ved at illudere, at lastbilen bliver gennemsigtig for chaufføren.

Når lastbilchauffører drejer til højre, orienterer de sig i op mod fem spejle for at kontrollere, om der er cyklister i nærheden. Trods de mange spejle omkommer cyklister stadig hvert år i højresvingsulykker, for det kan være ’på grænsen af det mulige at kigge i de rigtige spejle på det rigtige tidspunkt, når man samtidig skal svinge en stor lastbil’, som Havarikommissionen for Vejtrafikulykker har formuleret det.

Denne udfordring forsøger tre DTU-studerende at gøre mindre for chaufførerne med en kombination af en augmented reality-brille og et antal kameraer uden på lastbilen, der skaber en illusion om, at lastbilen er gennemsigtig.

”Vi vil gerne skabe en løsning, som gør det sikrere at være cyklist og nemmere at være chauffør. Vi har indtryk af, at det kan være stressende at orientere sig i mange spejle hele tiden, især når man kører i byen. Vi håber, at vores brille kan give chaufførerne et nemmere og hurtigere overblik over, hvad der foregår omkring dem,” siger Tanja Lind Hansen, som er stifter og CFO i startup-virksomheden AUGIT Solutions, der udvikler brillen.

De studerende har testet brillen i samarbejde med 3F og Dansk Transport og Logistik (DTL) på TEC – Technical Education i Hvidovres manøvrebane. Undersøgelsen viste, at 15 lastbilchauffører i alt lavede eller var tæt på at lave 43 fejl, når de orienterede sig i spejlene, og ni, når de brugte AR-brillen i samme øvelse. 

”Vores indtryk er, at chaufførerne stadig føler sig mere sikre, når de bruger spejlene, fordi mange har vænnet sig til en rutine gennem et langt arbejdsliv. Samtidig mente de dog også, at brillen har et rigtig stort potentiale, hvilket de færre fejl i vores test også vidner om,” siger CEO i AUGIT Solutions, Dan Roland Persson.

Dan og Tanja læser sammen med det tredje gruppemedlem, Thomas Bjelbo Thomsen, en kandidat i Digital Medieteknologi på DTU Compute.

Tog studieopgave til næste niveau
Dan, Thomas og Tanja fik idéen til at udvikle systemet, da de brainstormede på et projekt til et kursus i ’user experience’ på DTU Compute. Underviseren mente, at deres idé havde så meget potentiale, at de senere blev tilknyttet et specialkursus, hvor de kunne arbejde i dybden med at få AR-systemet realiseret.

Gruppen havde den teori, at et kamera foran og på siderne af lastbilen kunne fjerne flere blinde vinkler end spejlene. Derfor forsøgte de at kaste live-optagelser fra kameraerne op på glasset i en digital brille, som gav oplevelsen af at kunne kigge igennem lastbilens sider, når chaufføren så sig omkring. Der var bare et problem – de havde ikke nogen lastbil, de kunne teste det på.

”Vi forsøgte at genskabe lastbilens blinde vinkler i Tanjas Ford Ka ved at dække udvalgte områder af ruderne med sorte plastiksække. Dengang havde vi kun en meget billig VR-brille til rådighed, så det var ikke helt optimalt. Men trods forholdene viste vores indledende test alligevel, at fejlraten blev væsentligt mindre, når man brugte brillen. Så det fik os til at tro på, at vi havde fat i noget rigtigt,” siger Thomas Bjelbo Thomsen.

Det viste sig hurtigt, at det ikke blot var projektets deltagere, som så potentialet i systemet. Gruppen har nemlig sidenhen rejst 60.000 kr. i funding, vundet en pris under entreprenørkurset Skylab Ignite og fået bragt en lang artikel om deres projekt i dagbladet Politiken. Derudover vakte de som nævnt også 3F’s og Dansk Transport og Logistiks interesse, og de har hjulpet med at teste deres produkt på virkelige lastbiler.

”Vi er superstolte over, at andre har troet så meget på vores projekt, og at vi har kunnet tage det så langt. Så nu tager vi det hele vejen, og næste skridt er at skaffe flere samarbejdspartnere og mere funding og videreudvikle brillen, for der er stadig meget, som skal forbedres,” siger Thomas og nævner, at den eksempelvis skal være mindre og nemmere at have på.

Dan og Thomas arbejder lige nu videre på opfindelsen som en del af deres kandidatspeciale, mens Tanja arbejder videre på projektet ved siden af studiet. Lige nu er hun ved at udvikle sensorer til lastbilen, der kan sende advarsler til brillen, hvis cyklister kommer for tæt på.

”Vi forsøgte at implementere en advarselstone, hvis sensorerne registrerede, at noget kom for tæt på lastbilen, men det viste sig at tage al opmærksomheden fra chaufføren. Så nu forsøger vi at gøre advarslen visuel i brilleglasset i stedet,” siger Tanja.

Vejdirektoratets statistik viser, at der de sidste ti år i gennemsnit er blevet dræbt 4,8 cyklister om året i højresvingsulykker i Danmark.

Illustration OTW A/S

Illustration OTW A/S