Foto: Accelerbiotics

Genteknologi skal bruges til at opspore coronavirus

onsdag 08 jul 20

Kontakt

Simo Abdessamad Baallal Jacobsen
Laboratory Technician
DTU Biosustain
29 88 00 48
Dansk biotek-startup vil anvende teknologi til at oprense genetiske materialer til at screene og analysere prøver fra coronavirus.

Biotek-startupvirksomheden Accelerbiotics, der udspringer fra DTU Biosustain, gør klar til at fremskynde udviklingen af deres genteknologi til at diagnosticere covid-19 og eventuelle fremtidige pandemier på en mere effektiv måde.

Det sker, efter at virksomheden har fået en tillægsbevilling fra Innovationsfonden på 94.000 kr. Tillægsbevillingen gives til virksomheder og startups, der har haft vanskelige vilkår under coronakrisen, og kommer i forlængelse af, at Accelerbiotics tidligere på året modtog en bevilling fra InnoBooster til projektet ’High-throughput electrophoresis and high-throughput electro-purification/transfection’.

”Den ekstra bevilling skal bruges til nye aktiviteter i forlængelse af vores oprindelige projekt,” fortæller Simo Abdessamad Baallal Jacobsen, der er direktør i Accelerbiotics og forskningslaborant på DTU Biosustain.

”Da vores teknologi både kan oprense genetiske materialer som DNA og RNA og kan analysere oprensede genetiske materialer, besluttede vi os for at strømline vores teknologier, så de også kan anvendes til at oprense og analysere RNA fra coronavirus eller andre vira. Det skal være med til at accelerere diagnosticeringen af covid-19 og eventuelle fremtidige pandemier.”

Optimeret og automatiseret
Accelerbiotics er allerede i gang med at videreudvikle og teste to teknologiske platforme, der kan udføre såkaldt elektroforese, oprensning og elektroporering. Elektroforese indgår som et led i at teste gener og proteiner og bruges i stor stil i forskning, sygdomstest og ved retsmedicinske sager til at identificere kriminelle og oprette DNA-profiler.

I dag foregår det i høj grad manuelt, hvilket gør processerne træge og tidkrævende, da der typisk er mange prøver, som skal analyseres på samme tid. Med den nyudviklede teknologi kan forskerne oprense biomolekyler som DNA, RNA og proteiner hurtigere, billigere og mere bæredygtigt, fordi elektroderne genbruges. Også elektroforese, der bruges til at adskille små stykker arvemasse, kan gøres hurtigere end normalt. Det skyldes, at teknikken til at påfylde prøver og aflæse resultater er optimeret og automatiseret.

Rent fysisk består teknologien af en maskine, som vil kunne håndtere over tusind prøver på samme tid. Maskinen er udstyret med en kamerateknologi, der er i stand til at aflæse testresultaterne lynhurtigt.

"Strategien for at diagnosticere covid-19 er at oprense både menneskelig RNA og virus-RNA fra prøverne og påvise, om der er virus-RNA i prøven,” siger Simo Abdessamad Baallal Jacobsen. Han mener, at projektets potentiale er stort:

”Flere steder i verden har hospitaler, klinikker og laboratorier udfordringer med at teste folk med coronavirus på grund af manglen på kits og udstyr.”

”Ud over det har vi set, hvordan corona-pandemien har påvirket verdens økonomier negativt, og hvordan pandemien har udfordret alle internationale sundhedssystemer og eksisterende life science-løsninger. Derfor er der stærkt behov for nye og effektive løsninger - både til den nuværende pandemi og til fremtidige.”

Produktet vil blive testet i samarbejde med danske hospitaler. Samtidig vil Accelerbiotics søge om at blive CE-mærket, hvilket angiver, om produktet overholder EU-lovgivningen - ligesom forskerne vil søge om godkendelse af produktet hos Lægemiddelstyrelsen.