Photo: Charlotte Boman Hede

Nu er der vind på DTU’s nye vindtunnel

tirsdag 27 mar 18

Kontakt

Christian Bak
Seniorforsker
DTU Vindenergi
46 77 50 91

I sidste uge er der blevet brugt kræfter på at teste, hvordan den store blæser i tunnelen kan lave vind. Resultaterne er positive, lyder meldingen fra DTU Vindenergi.

Den 10. april 2018 bliver Den nye Nationale Vindtunnel på DTU Risø Campus officielt indviet. Derfor er forskere fra DTU Vindenergi godt i gang med at teste, at alt virker, som det skal. Christian Bak, der er ansvarlig for Poul la Cour Tunnelen siger, at de første test har været positive:

”Vi har testet strømningen igennem tunnelen flere gange, og hver gang har det været en succes. Det er faktisk gået over al forventning. Vindtunnelen er designet til, at vi skal kunne teste vindhastigheder op til 105 meter i sekundet. Vi har testet hastigheder et godt stykke over, og det har været en stor succes. Faktisk så stor en succes, at det ser ud til, at tunnelen er adskillige procenter mere effektiv, end vi havde forudsagt. Vi skal derfor bruge noget mindre energi på at drive den” fortæller han.

I brug til september
Selv om vindtunnelen indvies den 10. april 2018, vil der fortsat gå lidt tid, før virksomheder og samarbejdspartnere kan rykke ind og bruge vindtunnelen til test.

1. september er skæringsdatoen for, hvornår man vil kunne lave test i vindtunnelen, lyder det fra Christian Bak:

”Der er mange ting i tunnelen, som skal virke og dokumenteres før end, at vi kan teste for f.eks. virksomheder, så vi skal bruge nogle måneder på at lære tunnelen at kende.”