Idé til grønt brændeovnsfilter modnes i samarbejde med DTU

torsdag 22 aug 19
|
af Line Reeh

Kontakt

Wolfgang Stelte
Projektleder
DTU Diplom
20 89 53 70

Kontakt

Marianne Horsebøg
Forretningsudvikler
DTU Diplom
31 96 49 71

Vil din virksomhed også låne en ekspert fra DTU?

DTUs eksperter og værksteder står klar til at bringe din virksomheder videre og kan tilbyde 300 gratis ingeniørtimer til løsning af tekniske udfordringer fra DTU Diploms eksperter og værksteder.

DTU Diploms eksperter har særlig viden inden for blandt andet byggeri/miljø/infrastruktur, elektro og it, maskin/design/produktion, forretningsudvikling samt værksteder og laboratorier.

Der er lige nu samarbejder i gang inden for f.eks. udvikling af bæredygtige byggematerialer, fødevareproduktion, sensorer til patientovervågning og rensning af røg fra brændeovne.

Regionalfondsprojektet Innovationssamarbejder for industri- og servicevirksomheder i Region Sjælland løber frem til 2020 og er et samarbejde med DTU og Erhvervshus Sjælland. 

Læs mere på ins.diplom.dtu.dk

Et lille sjællandsk firma får hjælp fra DTU til at videreudvikle og realisere en idé til et effektivt brændeovnsfilter.

Tonny Sander fra det lille firma Proces Sander ApS er en mand, som vil gøre en forskel. Står det til ham, så skal røg fra brændeovne, som hænger tykt i luften i danske villakvarterer, være historie. Baseret på erfaring som teknisk chef ved et affaldsforbrændingsanlæg, en baggrund som ingeniør og en god del opfindergen og gåpåmod, har han udviklet et filter, som kan rense røgen fra brændeovne for de ting, som gør os syge. Filteret fjerner, ud over skadelige partikler og sod, også potentielt kræftfremkaldende stoffer som PAH og dioxin.

Lånte tre eksperter fra DTU

Som lille tomandsvirksomhed var Proces Sander ApS allerede langt med idéen, da han i foråret fik et tip om muligheden for gratis ekspertbistand til innovation fra DTU Diplom. I sin garage og på KLK `s værksted i Køge havde Tonny Sander bygget og afprøvet en prototype. Og test viste, at den var meget effektiv. Firmaet stod sågar med flere interesserede kunder – både et bofællesskab og et landbrugskollektiv, som gerne vil installere og bruge opfindelsen.
 
Men for at kunne gå i masseproduktion skal filteret først gøres mindre, det skal gøres billigere, og en prototype skal udvikles og certificeres, så alle tilladelser kan komme i hus.

Til at hjælpe sig med det har Proces Sander derfor, siden foråret, haft tre eksperter fra DTU Diplom med på holdet som 'regnedrenge' og faglige rådgivere. Og det har været en stor succes, vurderer Tonny Sander, som har været meget glad for samarbejdet:
 
"Det har givet mig mulighed for at få den kvalificerede faglige feedback og sparring, som jeg har haft brug for i forhold til at gøre produktet klar til marked. "
Tonny Sander, Proces Sander ApS

”Mine samarbejdspartnere hos DTU Diplom er gået op i det med liv og sjæl. Det har givet mig mulighed for at få den kvalificerede faglige feedback og sparring, som jeg har haft brug for i forhold til at gøre produktet klar til marked. Samarbejdet har helt klart fået skubbet produktet opad – fra simpel model til fuldautomatisk løsning. Det har virkelig bragt produktet videre”.

Især har Tonny Sander benyttet sig af muligheden for at få regnet tingene igennem af et par ekstra erfarne øjne:

”De har modelleret og regnet på det fra grunden uden at kende de resultater, som testene har vist. På den måde har vi kunnet se, om vi nåede frem til de samme opmærksomhedspunkter, og om vi var på rette vej, og det er vi heldigvis.”

En anden ekspert fra DTU Diplom har set på, hvordan produktet kan blive CE-mærket, som også er helt nødvendigt for at blive klar til marked. Desuden har Proces Sander Aps som led i projektet kunne få hjælp til udvikling af hele el-delen fra elektronikfirmaet LS Control.

Gratis tilbud til virksomheder

Samarbejdet med DTU finansieres af regionalfondsprojektet 'Innovationssamarbejder for industri- og servicevirksomheder i Region Sjælland'. Det giver små og mellemstore virksomheder i Region Sjælland mulighed for at få op til 300 timers ekspertrådgivning fra DTU til udvikling af et produkt eller en forretning. Til alt inden for it, software, digitalisering, automatisering, byggeri, miljøteknologi, produkt- og procesdesign, forretningsudvikling og meget mere. Projektadministrationen og facilitering af samarbejdet står DTU for. Det eneste man som virksomhed investerer, er sin egen tid.

Prototype på vej

For Proces Sander ApS bliver næste trin at bygge en prototype, som kan testes og certifices til masseproduktion. Som en ekstra bonus får Tonny Sander i efteråret også hjælp fra en ingeniørstuderende, som i sit afgangsprojekt udvikler de redskaber, som skal opfindes for at man kan servicere og rense filteret automatisk, når det er installeret. 

Det glæder Tonny Sander:

”Forurening fra brændeovne er lige så slem som fra trafik, og flere kommuner er begyndt at forbyde folk at have brændeovn. For os danskere er åben ild noget, vi virkelig forbinder med hygge, men prisen for vores helbred overser vi måske. Jeg vil ikke forbyde brændeovne, men bare være med til at sikre, at de ikke sviner. Og det er muligt. Det skal bare ikke sive med partikler og det behøver det heller ikke, det har jeg bevist.”

At markedet og potentialet er stort, er opfinderen heller ikke i tvivl om. På væggen hos Proces Sander ApS hænger allerede det kinesiske patent, som han har fået på opfindelsen. Og patent i 38 EU lande er på vej.

”Danmark har 750.000 brændeovne – plus træpillefyr og lukkede pejse, og løsningen kan anvendes til dem alle. Desuden kan den indbygges til andre typer af ovne, og dermed er det et marked, som rækker langt ud over Danmark,” vurderer Tonny Sander.

 

Sådan virker filteret

I Tonny Sanders partikelfilter bevæger røgen sig rundt i stålskorstenen af forskellige kanaler. Røgen på vej ud møder luft i forskellige temperaturer, så røggassen afkøles og kondenserer. Det bevirker, at de ultrafine partikler klistrer sig fast på de større partikler. Normalt dannes de ultrafine partikler først, når de kommer ud af skorstenen, og derfor er der ikke andre filtre, der kan fange dem. Kondenseringen af partiklerne betyder, at de kan sætte sig på filtret. I projektet udvikles det til en fuldautomatisk enhed, der kan implementeres i en standardskorsten.