Credit: Colourbox

Mikrobølger baner vejen for genbrug af PET

mandag 07 okt 19

Kontakt

Ioannis V. Skiadas
Lektor
DTU Kemiteknik
45 25 27 29

DEMETO-konsortiet

Partnere i DEMETO, der står for DEpolymerization by MicrowavETechnolOgy: GR3N, NEOGROUP, DTU Kemiteknik, H&M Hennes & Mauritz AB, Synesis, PETCIA, Next Chem (projektkoordinatorer), 3V Tech, ACTOR, Fricke and Mallah GmbH, EuPC, SUPSI-DTI, European Outdoor Group.

www.demeto.eu

PET kan nedbrydes af mikrobølger og kemi, så plastikkens bestanddele kan genanvendes til nye PET-produkter.

Et stort europæisk forskningsprojekt tester en ny metode, der gør det lettere og mere miljøvenligt at genbruge PET-plast. PET bruges til bl.a. emballage, sodavandsflasker og tøj.

”Ved at mikse ny mikrobølgeteknologi med en velkendt kemisk reaktion har man skabt en enestående proces, der gør det muligt at genbruge PET økonomisk effektivt og anvende genbrugsmetoden industrielt,” siger Ioannis V. Skiadas, lektor ved DTU Kemiteknik og projektleder for den danske del af projektet med navnet DEMETO (Depolymerization by Microwave Technology).

Genbrug af kemikalier

Nedbrydningen af PET kaldes for depolymerisering, og til det første trin i processen udnyttes en unik mikrobølgeteknik, som er opfundet af den schweiziske virksomhed GR3N.

Mikrobølgerne omdanner PET-affald til en masse af hydrolyseret plast. Herefter kommer forskerne ved DTU Kemiteknik på banen.

”Vores job er at trække de bestanddele ud af massen, som man bruger til at lave nyt PET af. Det sker ved en kompliceret oprensningsproces. Vi ser bl.a. på, hvordan vi kan optimere trinene mellem de enkelte processer, minimere energiforbruget, og hvordan vi kan genbruge kemikalierne,” siger Ioannis V. Skiadas.

Virksomheder vil teste, om det nedbrudte PET kan genbruges til produktion af nye PET-produkter.

DEMETO-projektet, der er finansieret af EU’s Horizon 2020, er treårigt og slutter i 2020.