Kick off event på DTU Skylab: Leaving No One Behind.

Startskud for udvikling af teknologi for alle

fredag 06 dec 19

Kontakt

Kontakt

Line Nykjær Johansen
Projektkoordinator
AFRI
25 13 97 22

Om projektet

’Teknologi for alle’ er foreløbig et 3-årigt projekt med et samlet budget på ca. 11 mio. kr., hvor Bevica Fonden støtter med 5 mio. kr., og DTU medfinansierer 6. mio. kr.
Som led i projektet ansættes en projektleder på DTU Skylab, der skal udvikle fokuserede forløb både for startups, der specifikt arbejder med løsninger målrettet mennesker med bevægelseshandicap, og mere bredt for startups og studerende, der kan inspireres af et mere inkluderende blik for udvikling af nye teknologier.
Desuden er DTU Management en vigtig partner i projektet. Derudover ansætter DTU Skylab en forsker til projektet, som med faglig vejledning fra DTU Management skal arbejde med forskning og uddannelse i metoder, værktøjer og cases på tværs af alle DTU’s uddannelser. Det vil ske i tæt samarbejde med et professorat, finansieret af Bevica fonden.

Læs mere om projektet

Mere end 100 studerende, tidlige startups og medlemmer fra Danske Handicaporganisationer deltog i kickoff-event for projektet ´Technology leaving no one behind´

Udvikling af teknologi, der lever op til principperne bag FN’s verdensmål ’Leaving No One Behind’, skal bidrage til løsninger for mennesker i bred forstand. Det var budskabet ved DTU Skylab’s kickoff-event for de kommende tre års arbejde med at indarbejde universelt design som et fast element i undervisning og innovation på DTU.

”Hele idéen med universelt design er, at vi går væk fra at tænke silo-opdelte behov. Vi skal skabe løsninger, hvor målgruppen rummer alle mennesker, og ikke særlige løsninger for børn, ældre, mennesker med fysiske skader eller handicap.  Vi har brug for løsninger, der ligesom skrivemaskinetastaturet eller øjenstyring - fungerer for alle mennesker,” sagde keynote-speaker ved eventen Kristian Moltke Martiny head of science og co-founder af virksomheden Enactlab.

Inklusion og tilgængelighed

’Technology leaving no one behind’ - ’Teknologi for alle’, er et partnerskab mellem DTU, Bevica Fonden og Danske Handicaporganisationer. Projektet løber indtil videre over de kommende tre år, med en målsætning om at få ingeniørstuderende til at arbejde med inklusion og tilgængelighed som en naturlig del af design og udvikling af nye tekniske løsninger. Projektet vil introducere og integrere ‘Teknologi for alle’ på tværs af ingeniøruddannelser og fagligheder. På DTU Skylab vil det blive integreret som et element i rådgivning, aktiviteter og kurser, der understøtter uddannelse og iværksætteri på DTU. 

Ved kickoff-eventen præsenterede studerende fra 11 grupper, der har arbejdet med universelt design i løbet af deres efterårskursus, en række projekter med inkluderende design. De viste for eksempel et universelt greb til diverse knive og redskaber, som kan tilpasses individuelt til forskellige målgruppers hænder.

Tænk i helheder

Marianne Thellersen, koncerndirektør for innovation og entreprenørskab på DTU, ser ’Teknologi for alle’ som en opfordring til, at alle – ikke mindst ingeniører - bliver bevidste om, hvornår de er ´biased´ og tænker i smalle målgrupper i stedet for at tænke i helheder.

”Et af budskaberne i FN’s verdensmål er, at vi er nødt til at se på totaliteten, hvis vi skal skabe noget, der kan ændre verden. Det er baggrunden for, at vi på DTU er optagede af, at udviklingen af ny teknologi foregår inkluderende og bæredygtigt. Og vi ser frem til at arbejde med det både inden for forskning, uddannelse og i kommende events,” sagde hun.

Sif Holst, næstformand i Danske Handicaporganisationer er enig i, at det er helt nødvendigt med partnerskaber, hvis vi skal indfri FN’s verdensmål. Hun opfordrede de studerende til at udvikle løsninger på generelle udfordringer for mennesker.

”Vi har brug for løsninger på generelle samfundsudfordringer som ensomhed. Otte procent af alle danskere oplever, at de ofte eller meget ofte er ramt af ensomhed. Det tal stiger til henholdsvis 23 procent og 40 procent for mennesker med fysiske eller mentale handicap. Det er en udfordring til jer om at finde løsninger.” sagde Sif Holst.

I partnerskabet ’Teknologi for alle’ vil DTU udvikle nye metodikker og værktøjer til at understøtte inkluderende teknologiudvikling, og emnet vil blive taget op i en række årlige konkurrencer og events. DTU Skylab styrker de studerendes muligheder for test, prototypeudvikling og brugervalidering i et samarbejde med relevante partnere og økosystemer som blandt andre Handicaporganisationernes Hus.