Otte studerende fra hele verden blev fredag d. 30 august fejret som de første dimittender fra Online uddannelsen Master i Vindenergi DTU.
”I er vigtige rollemodeller for andre, der studerer på eller overvejer at studere på DTU’s vindenergi masterprogram. I kan inspirere andre derude i branchen eller i jeres hjemland.”
Ordene tilhører Dekan Philip Binning, DTU, og var rettet mod de otte nye dimittender
Fredag d. 30. august 2019 var det blevet tid til at fejre de første otte dimittender fra DTUs Master of Wind Energy.
De første
I sin tale understregede Dekan Philip Binning blandet andet, at de otte dimittender er de første til at studere og fuldføre onlineuddannelsen. Samtidig siger institutdirektør ved DTU Vindenergi, Peter Hauge Madsen, at der er brug for flere ingeniører:
”Verden har brug for mennesker med ingeniørfærdigheder for at løse de udfordringer, vi står overfor i dag. Jeg er overbevist om, at der er et behov for de færdigheder, I har erhvervet i løbet af jeres to års studier i vindenergi.”
De sejeste mennesker
Studieleder ved DTU Vindenergi, Merete Badger er stolt af de otte kandidater. For hende har det været som at se hendes børn vokse op:
”I er nogle af de sejeste, mest imponerende og engagerede personer, jeg kender,” sagde hun i sin tale.
”I er de første til at prøve vores online masterkurser, og I har været udsat for et par opstartsvanskeligheder undervejs. Jeg takker jer for jeres tålmodighed og engagement.”
Ding Suo fra Kina er en af de nye dimittender:
”Jeg arbejdede med vindenergi i forvejen, men mit arbejde fokuserede på vindmøllevinger. Jeg ville gerne have en mere bred viden om vindenergi og hele vindmølleindustrien,” sagde hun.
I løbet af de to år, hun har studeret har hun desuden skiftet job, så hun nu kan bruge sin nye viden.
”Jeg har allerede anbefalet kurserne til folk, jeg kender, og jeg har en ven, der tager kurset næste år,” sagde hun.
Støtte fra familien
Apostolos Doris fra Grækenland er en af de andre dimittender. Han havde taget sin kone og datter med til Danmark for at fejre, at uddannelsen nu var i hus.
De sidste ti år har han arbejdet inden for olie og gas. Nu skulle der ske noget nyt:
”Jeg vil være en del af noget større. Jeg vil være en del af den grønne omstilling,” siger han og fortsætter:
”Når du har et fuldtidsjob, skal du finde et studie, der er fleksibelt. Det er Master i Vindenergi.”
”Tænk, der er allerede gået to år. I dag har været en stor dag. Det var dagen, jeg har set frem til længe, ”afslutter han, før han fortsatte fejringen sammen med sin familie.
