Sundhed og Sygdomsbekæmpelse - Teknologien bag Diagnostik og Behandling

Elever skal finde ideer til at bekæmpe sygdomme

onsdag 26 jun 19
Nyt undervisningsmateriale til naturfag i 7.-9. klassetrin præsenterer fire temaer, der er afgørende for vores sundhed. Det indbyder eleverne til at udvikle deres egne ideer til løsninger.

DTU Fysik har netop offentliggjort et nyt undervisningsmateriale ”Sundhed og Sygdomsbekæmpelse - Teknologien bag diagnostik og behandling” til naturfag i 7.-9. klasse. I materialet præsenteres i teoretiske afsnit forskernes forslag til løsninger på fire forskellige temaer, der er afgørende for vores sundhed. Det er mikroorganismer, vand i byer, den lange vej fra sygdom til medicin og medicinsk billeddannelse.

”Undervisningsmaterialet kan downloades som helhed eller blot dele af det fra vores hjemmeside. Hvert tema består af en elevbog, et øvelseshæfte og en lærervejledning,” siger videnskabsformidler Sine Kongsbak Arvedsen, der har været projektleder på udarbejdelsen af materialet.

Materialet kan anvendes i alle STEM fag

Materialet er tilrettelagt, så det kan anvendes i alle naturfag - biologi, geografi og fysik/kemi. Det har undervejs i forløbet været testet i en folkeskole med stor succes.

”Materialet etablerer en rigtig god kobling mellem naturfag og den virkelige verden. Det appellerer til eleverne,” siger lærer Jonas Juul Hansen, der har været konsulent på projektet og selv anvendt materialet om vand i en 8. klasse.

”Derudover er det en fordel, at materialet indeholder gode øvelser og eksperimenter. Det er øvelser, der er lette at gennemføre på en skole og hverken kræver dyre apparater eller andet avanceret udstyr. Øvelserne indbyder til at få det eksperimenterende og undersøgende frem i eleverne, som de finder både sjovt og lærerigt,” tilføjer Jonas Juul Hansen.

Det nye undervisningsmateriale er gratis. Det kan findes på Fysik.dtu.dk/undervisningsmateriale, hvor der også ligger en introduktion til brug.