Studiestart
Rektor til DTU’s nye studerende: ”Her kan I møde venner for livet”
Studiestarten på DTU kombinerer faglige og sociale aktiviteter inklusive en kæmpe fest og bliver især drevet af frivillige kræfter.
En jagt på nye venskaber
Blandt de 2109 nye studerende er Sara Bevilacqua og Line Søllingwråe Platpire. De skal begynde på hhv. diplomingeniøruddannelsen i Bygningsdesign og civilbacheloruddannelsen i Bygningsdesign. Sara Bevilacqua håber især på at knytte nye venskaber under studiestarten.
”Jeg har glædet mig meget til at møde de andre studerende, og finde ud af, om der mon er nogle, man kunne blive venner med og indtil videre har de været megasøde,” fortæller hun.
Line Søllingwråe Platpire har også set frem til at møde sine medstuderende, og hun er imponeret over studiestarten.
”Studiestarten her på DTU virker enormt professionel sammenlignet med da jeg begyndte på gymnasiet. Det føles faktisk som en helt ny verden at træde ind i, og det har jeg glædet mig meget til at prøve,” fortæller hun og fortsætter:
”Jeg glæder mig også til selv at tage ansvar for min egen læring og selv bygge videre på det, jeg allerede har lært. Og lære nye mennesker at kende, selvom det også er lidt intimiderende, fordi jeg slet ikke kender nogen på DTU i forvejen”.
Og netop de forventninger til at møde nye mennesker og skabe venskaber er vigtig for studiestarten og det gode studieliv på DTU. Rektor Anders Bjarklev adresserede det også i sin tale med henvisning til sin egen studietid. Han sagde bl.a. følgende:
”Husk på at de venskaber I knytter her under studiestarten, de er langtidsholdbare varer og noget af det mest værdifulde, man overhovedet kan finde i løbet af livet”.
Fælles faglige interesser
Det var ikke kun på DTU’s campus i Lyngby, at stemningen var god og forventningerne høje. Det samme var tilfældet på DTU’s campus i Ballerup. Max Stilling McNulty og Victor Joseph Kløvborg-Laustsen, der begge skal i gang med diplomingeniøruddannelsen i Global Business og Teknologi, er spændte på at tage fat på et nyt kapitel.
”Det bliver fedt at komme i gang. Både med studiet, men også med at møde nye mennesker, der har de samme interesser som mig modsat i gymnasiet. Her har folk selv udvalgt den uddannelsesretning, de begynder på, ud af mange forskellige,” fortæller Max Stilling McNulty.
Victor Joseph Kløvborg-Laustsen er ovenpå et sabbatår klar til at studere igen, og han er klar til en hverdag som studerende på DTU.
”Det er spændende at få et indblik i, hvordan ens hverdag som studerende kommer til at se ud, og blive klædt godt på til den. Jeg har lært en masse nyt i dag, og jeg glæder mig meget til at hverdagen som studerende begynder,” forklarer Victor Joseph Kløvborg-Laustsen.
Alle nye bachelor- og diplomingeniørstuderende er inviteret med, når DTU og PF forvandler Sportshallen, Demant Hallen og S-Huset på Lyngby Campus til en kæmpe fest fredag aften med liveoptrædener med bl.a. Sivas og Danser med Piger.
Festen markerer samtidig afslutningen på tre intense dage med studiestarten. Selvom undervisningen begynder mandag, vil der i løbet af efteråret fortsat være aktiviteter af både faglig og social karakter, der skal give de studerende den bedste start på tilværelsen på DTU.
Kontakt
Lars D. Christoffersen Dekan for uddannelser og studiemiljø Afdelingen for Uddannelse og Studerende Telefon: 45251009 ladch@dtu.dk