Dimittender juni 2022

Det er det virkelig komplekse, der rykker os som mennesker og ingeniører

Gode råd fra erfarne alumner til nye ingeniører og billeder fra efterårets dimittendreceptioner, hvor mere end 600 nye diplom- og civilingeniører blev fejret.

DTU holder dimittendreceptioner flere gange årligt for at fejre alle nye ingeniører og inviterer altid en alumne til at komme og holde en tale og inspirere de nyuddannede. Formålet er at give dem indsigt i, hvordan en karriere kan forme sig og give dem et par gode råd med på vejen.

Ved dimittendreceptioner i juni 2022 talte to alumner til de nyuddannede diplom- og civilingeniører. Her er deres vigtigste råd samt billeder fra dimittendreceptionerne:

 

Jacob L. Philipsen

Jacob Lundgreen Philipsen - Civilingeniør (1995), Ph.d. (1999) - CEO, Advalight ApS

Råd fra Jacob:

  • Din uddannelse fra DTU er et fantastisk springbræt. Sandsynligvis det bedste i Danmark i forhold til det antal døre, den kan åbne for dig.
     
  • Forvent ikke at have verden for dine fødder fra dag ét. Du er nødt til at bringe dig selv i spil selv for at lykkes. Du bliver nødt til at løse vanskelige problemer, og der vil være konkurrenter rundt om i verden, der stræber efter at slå dig på målstregen. Gør dit bedste og hold aldrig op med at lære.
     
  • Langsigtet karriereplanlægning giver ingen mening: Med tiden vil du erhverve nye færdigheder og indsigter om dig selv, dine evner og interesser. Derfor giver det mening at revurdere din retning, efterhånden som din karriere og dit liv bevæger sig fremad.

Billeder fra dimittendreceptionen for civilingeniører 14/6 2022

 

Rugeia Raysan Rashid

Rugeia Raysan Rashid - Diplomingeniør, bygning (2017) - Konstruktionsingeniør/disciplinleder, COWI

Råd fra Rugeia:

  • Kritik af dit arbejde er ikke en kritik af din person, men derimod en hjælp til at gøre dig bedre og skarpere. Så tro på dig selv, vær tålmodig og bliv ved med at arbejde hårdt på at nå dine mål. Omfavn kritik – og husk at det går begge veje; du skal også give konstruktiv kritik til andre.
     
  • Succes handler ikke om karakterbladet, men rigtig meget om, hvem du er, hvad du brænder for, din væremåde og villighed til at gå den berømte ekstra mil for at opnå drømme og mål. Du er meget mere end et tal på et papir.
     
  • Det er vigtigt at huske, at det er det virkelig komplekse, der ofte rykker os som mennesker og ingeniører. Så søg de komplekse opgaver, især når opgaven virker uoverskuelig, og du er havnet på dybt vand. For det er først, når vi finder ud af, at vi rent faktisk godt kan klare den uoverskuelige opgave, at vi opdager, at vi har et langt større potentiale, end vi selv tror. 

Afslutningsvis ønsker jeg at citere forfatteren Simon Sinek: "Working hard for something we don’t care about is called stress – working hard for something we love is called passion." 

Billeder fra dimittendreceptionen for diplomingeniører 15/6 2022

 

Tillykke til alle nye diplom- og civilingeniører!