DTU’s Study Guide er et værdifuldt redskab i jagten på en kandidatuddannelse og et vindue ind til de mange muligheder, der gør studielivet på DTU til noget helt særligt. Guiden giver en introduktion til hver enkelt uddannelsesretning og en fornemmelse af, hvordan man som ingeniør fra DTU formes af værdier som engagement, faglig dybde, innovation og ikke mindst mangfoldighed.
DTU’s Study Guide er både til danske studerende, der skal vælge en kandidatuddannelse, og internationale studerende, som overvejer at starte på en uddannelse på DTU.
I årets udgave kan potentielle studerende blandt andet læse om muligheden for at tage en erhvervskandidatuddannelse på DTU. Med en erhvervskandidatuddannelse kan den studerende koble teori med praksis ved at kombinere et relevant job med en deltids-kandidatuddannelse over tre eller fire år.
Study Guiden byder også på en præsentation af DTU’s campusser. Her kan læseren få indblik i både Lyngby Campus med det store internationale studiemiljø samt DTU’s andre campusser tæt på erhvervsliv og relevant forskning i hele landet og i Sisimiut, Grønland.
Se DTU’s Study Guide her.