Strandkrabber har store konsekvenser for biodiversiteten under havoverfladen, da den ødelægger ålegræs og fejer bundene for algespisende smådyr, fiskeyngel m.m. Problemet er så stort, at Danmarks Naturfredningsforening opfordrer til at fange og spise krabben.
Det tibenede krebsdyr udgør også en irritation for fiskere, da den fylder deres net og må kasseres, fordi der kun er få aftagere af den lille, magre krabbe.
Derfor er forskere fra DTU Aqua og DTU Fødevareinstituttet med projekt KRABFISK ved at undersøge, hvordan strandkrabbefiskeri kan gøres økonomisk bæredygtigt for fiskerne, hvilket er en udfordring ifølge Lorenzo Chinellato, der er ph.d.-studerende hos DTU Fødevareinstituttet:
”Krabben har værdi som råvare, men den er ikke særlig eftertragtet blandt forbrugere. Hvis fiskerne skal bruge meget energi på at opbevare den på havnen, stiger prisen – og det gør den endnu mindre attraktiv både for fiskerne og forbrugerne.”
Hvad så nu?
Den nuværende udfordring er at finde en metode til at opbevare krabberne, så de ikke fordærves, inden de transporteres til fabrikken. Samtidig skal løsningen reducere energiforbruget og
gøre det muligt at opbevare dem på havnen året rundt – uden kølerum eller andre dyre faciliteter.
Forsøg i laboratoriet med saltlage kombineret med en specifik bakteriestamme, der hæmmer uønskede bakterier, har vist lovende resultater. Efter en hel måned kunne Lorenzo Chinellato ikke påvise vækst af sygdomsfremkaldende mikroorganismer, hvilket styrker håbet om en bæredygtig løsning, der kan forlænge holdbarheden markant.
Det er endnu ikke fastlagt, hvilket produkt krabberne konkret skal indgå i. Forskerne overvejer dog at lave dem til smagsforstærkere eller omdanne deres proteinrige biomasse til storskalaproduktion af protein til brug i bl.a. dyrefoder.