Selvom Europa excellerer inden for forskningen og skaber innovative deep tech-løsninger med stort potentiale, kniber det med at skalere Europas startupvirksomheder til indflydelsesrige vækstvirksomheder.
En ny rapport, udarbejdet for DTU af den internationale innovationsplatform Hello Tomorrow, peger på, hvor udfordringerne ligger, og hvad der skal til for at løse dem.
”Det står klart, at Europa gennem sine excellente forskningsmiljøer har potentialet men mangler sammenhængskraft. Uden en fælles handlingsplan risikerer vi, at banebrydende teknologier aldrig kommer ud af laboratorierne. Derfor ligger der en opgave i at fjerne de barrierer, der lige nu bremser innovationen,” siger DTU’s rektor Anders Bjarklev.
Ifølge rapporten er hovedbarriererne mangel på kapital, begrænset adgang til teknisk infrastruktur og lovgivningsmæssige hindringer på tværs af de 27 nationale grænser i Den Europæiske Union.
Derfor foreslås følgende tre strategiske initiativer:
- At positionere fonden Scaleup Europe Fund som ledende investor i deep tech-virksomheder. Blandt andet ved at fokusere investeringerne strategisk på Europas kritiske teknologiområder, herunder kvante- og bioteknologi, og basere investeringerne på teknologiske fremskridt fremfor omsætning.
- At skabe et fælles adgangscharter til avanceret infrastruktur i hele Europa. Dette skal sikre, at startups får en mere åben og lige adgang til testfaciliteter og pilotanlæg.
- At etablere ’regulatoriske sandkasser’ der, ved at strømline Europas nu 27 forskellige, nationale reguleringsrammer, kan fremme testning af nye løsninger og en hurtigere implementering af teknologierne.
Derudover anbefales det, at universiteterne fokuserer på at tiltrække og fastholde talent ved at belønne evnen til at kombinere forskning og innovation.
Fra ambition til aktion
Rapporten bygger sine anbefalinger på omfattende interviews og workshops med aktører inden for hele innovationsøkosystemet herunder iværksættere, investorer og offentlige institutioner.
Den offentliggøres forud for den internationale innovationskonference ASCEND, der afholdes under det danske EU-formandskab med DTU som vært i samarbejde med Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Formålet er, at nøgleaktører fra hele EU’s innovationsøkosystem mødes for at drøfte, hvordan EU’s Startup and Scaleup strategi, der udkom i maj, kan omsættes til konkret handling. Og her danner rapportens tre strategiske initiativer ramme for drøftelserne.
”Det er afgørende, at vi bruger konferencen som platform til at styrke samarbejdet på tværs af EU-landene, så vi kan få initiativerne ud at leve. Ambition skal omdannes til aktion for at skabe global impact, og der spiller de tekniske universiteter en nøglerolle,” siger DTU’s rektor Anders Bjarklev.
DTU kan bidrage med konkret erfaring
Specifikt for universiteterne lyder anbefalingen i rapporten, at de skal styrke deres rolle i deep tech-økosystemet ved at skabe karriereveje for forskertalenter, der belønner kommercialisering. Derudover skal de bidrage aktivt til regulatoriske sandkasser med teknisk og juridisk rådgivning.
Anders Bjarklev fremhæver, at DTU gennem de seneste 12 år har arbejdet med netop forskningskommercialisering, talentudvikling og opbygning af et i dag internationalt anerkendt innovationsøkosystem.
Det har ført til, at at DTU i 2024 var i top tre på patentansøgninger i Danmark, at DTU-baserede startups samme år hjemtog 21 procent af den samlede venturekapital investeret i Danmark, og at der i 2024 udsprang 120 startups fra DTU.
Nu vil DTU med skaleringshubben DTU SkyFactory lukke det hul i værdikæden, der handler om vækst.
”DTU SkyFactory er et nybrud i universitetsverdenen, der skal sætte de deep tech-startups med størst potentiale ind i en ramme, som giver dem fuld opbakning og støtte til at vækste,” siger Anders Bjarklev.
Ambitionen er, at hver tiende DTU-startup skal blive til en vækstvirksomhed med international gennemslagskraft. Ifølge Anders Bjarklev er det en del af DTU’s bidrag til de fælles europæiske løsninger, rapporten peger på. En anden del handler om at give erfaringerne videre.
”DTU’s arbejde med innovation har medført, at vi har opbygget værdifuld viden, der kan rykke noget. Vores rolle er derfor at styrke det europæiske samarbejde ved at komme med et oplæg til ASCEND-konferencen som dette og samtidig dele ud af de erfaringer, vi har gjort os, til andre,” siger DTU’s rektor Anders Bjarklev.
Innovationskonferencen ASCEND afholdes den 25.-26. november i København. Målet med konferencen er at formulere en række konkrete input til implementeringen af EU’s Startup and Scaleup strategi.