To ingeniører, en farveforsker og en krovært fanget i et tog

Hvem flyver til en klimakonference?

Det var Isaac, der havde fået ideen med at tage toget i stedet at flyve. For seks måneder siden skrev han en mail ud til kollegerne på Institut for Kemiteknik på DTU, hvori der stod: “Hej alle. Jeg regner med at tage toget til klimakonferencen i Lyon. Hvem vil med?”. Isaac prøvede nemlig at lade være med at tage til konferencer, hvor man skal flyve. I overensstemmelse med DTU’s retningslinjer, som tilskynder færre flyrejser og som i løbet af 2023 vil definere et mål for reduktion af CO2 fra flyrejser. 

Jens var den eneste fra instituttet, der meldte tilbage på Isaacs mail. Han prikkede Isaac på skulderen ude på gangen i Center for Energy Resources Engineering (CERE) og sagde: “Jeg vil gerne med”.

Jens syntes, at det lød som en god ide at tage toget, ikke mindst på grund af signalværdien. Altså, hvorfor flyve til en klimakonference? Toget var ikke det mest naturlige valg for Jens, som typisk tænkte med pengepungen i forhold til transport. En togrejse til Lyon ville tage meget længere tid og koste mere end en flyrejse. Helt præcist ville det tage seks gange så lang tid og koste godt 1000 kroner mere. Alligevel havde Jens svært ved at stå inde for at tage en transportform, der var estimeret til at udlede ca. 4 gange mere CO2 end tog. Derfor hoppede han på toget.

Turen gik mod syd

Tilbage på den travle banegård i Hamborg begyndte Jens at trænge til frokost. Jens, der til daglig arbejder med fangst af CO2 fra biogas, havde siddet i et tog siden klokken kvart i 7 morgen, og nu var klokken blevet 13, uden at han havde fået hverken vådt eller tørt. Isaac var med på at finde noget at spise, mens de ventede.

De fik købt lidt brød, chokoladekiks, vand, sodavand og en sixpack øl til resten af turen fra et supermarked ved siden af banegården. Hvis der nu skete et eller andet, så havde de lidt at drikke og spise. Forsinkelsen havde givet dem muligheden for en uventet sightseeing af Hamborg.

Ombord på toget kørte Isaac og Jens’ plan om at fange en videre togforbindelse i Karlsruhe allerede af sporet efter 45 minutters kørsel. Igen lød det fra højtalerne: “Vi oplever störung og venter på, at vi får signal om, at vi må køre videre”. Isaac og Jens kunne ikke andet end at le af situationen. Nu kunne de vinke farvel til deres planlagte overnatning og aftensmad i Strasbourg.

For at have maksimal fleksibilitet under togrejsen havde Isaac og Jens købt Interrail billetter uden pladsreservationer. Det betød, at de ikke kunne være sikre på at få en siddeplads. På strækningen mellem Hamborg og Karlsruhe, hvor forsinkelsen strakte sig over en time, oplevede Jens og Isaac derfor at sidde adskilt med en halv vogns afstand fra hinanden. I stedet for at tale kommunikerede de over Facebook Messenger, hvor de delte screenshots af alternative ruteplaner.

Sådan brainstormede de deres videre rejse hver for sig, indtil Jens rykkede hen til Isaac, klemte sig ned i et halvt sæde ved siden af ham og sagde: “Hvad gør vi nu?”.

Plan C blev sat i værk

Mens Isaac og Jens sad tæt med en halv balle på samme sæde, og grublede over, hvad de skulle gøre, blev toget yderligere forsinket. Klokken var blevet 19, da Jens luftede ideen om, de ikke bare skulle blive siddende i toget i stedet for at stå af i Karlsruhe. “Lad os tage til Basel i Schweiz”, foreslog Jens som plan C, hvis rationale var at komme så vidt som muligt sydpå. “Fint”, sagde Isaac. Han var godt træt. Da toget kørte forbi Karlsruhe, lykkedes det dem at finde to siddepladser ved siden af hinanden.

På deres nye plads faldt Isaac og Jens i snak med en dansk mor og hendes datter, der var på vej til Zürich i Schweiz. Moren arbejdede på nogle forskellige restauranter i Schweiz, som en form for krovært, oppe i bjergene. Hun foretrak at tage toget, der kun havde en omstigning på vejen. Hun mente at toget gav tid til refleksion, og nød tiden det gav med hendes datter.

Forlad venligst toget

Idet toget rullede ind på Freiburg station, 70 km nord for Basel, sagde togkonduktøren over højtaleren: “Vi stopper toget her”. Togpassagererne fik fortalt, at de i stedet kunne tage et andet tog på den anden side af perronen, der ville køre ”hurtigst muligt”.

De to ingeniører steg ombord på erstatningstoget og fandt sig nye siddepladser ved siden af en dansk pensioneret farveforsker fra Glyptoteket. Klokken blev 22. Tre timer senere end det tidspunkt, hvor Isaac og Jens havde regnet med, at de ville sidde på en restaurant i Strasbourg og spise quiche lorraine - en æg og bacon tærte, som storbyen er kendt for. I stedet bestod deres aftensmad af chokoladekiks. Den sidste proviant fra supermarkedet i Hamborg.

Mens Isaac og Jens ventede på, at det nye tog skulle køre videre fra Freiburg station, viste farveforskeren dem videoer af sit arbejde på Glyptoteket med klassiske skulpturer. Både farveforskeren og ingeniørerne var begejstret over hinandens arbejde og snakken udviklede sig til en åben invitation for Isaac og Jens til at besøge Glyptotektet med rundvisning.

Da togføreren for sjette gang forsikrede passagerne om, at toget ville køre inden længe, begyndte Isaac at gå op og ned langs togets gange. Han slog vejrmøller og stod på hænder på perronen ved siden af dem, der stod og røg udenfor.

Sen ankomst i Basel

Toget rørte sig ikke ud af flækken i to og en halv time. I mellemtiden nåede Jens og Isaac at drøfte forskellige planer. De kunne fx stå af toget i Freiburg og overnatte hos nogle af deres bekendte. Men så ville de ikke kunne nå frem i tide til konferencen i Lyon klokken tre næste dag. Eller de kunne tage en Flixbus fra Freiburg klokken tre om natten, som kunne køre dem hele vejen til Lyon. Men så ville de blive nødt til at sove i bussen.

Klokken var halv et om natten, da toget kørte videre fra Freiburg station. Isaac kunne endelig falde til ro og lukkede øjnene. Da Isaac vågnede igen, fandt de online et hotelværelse i Basel SBB, stoppet efter Basel Bad. Men da toget nåede frem til Basel Bad, stoppede det og kørte ikke videre. Det svarede til at blive smidt af regionaltoget på Høje Taastrup station i stedet for Københavns Hovedbanegård.

I Basel Bad fandt de første og bedste sporvogn, som heldigvis tog dem fluks til Basel SBB. Herfra var de 5 minutters gang til IBIS Budget hotellet, hvor de fik 3-4 timers søvn.

Morgenen i Basel bød på gademusikanter, friskbagt smørbrød og en kaffe, inden de atter satte kursen mod først Mulhouse og sidenhen Lyon. Det klarede de på blot 3 ½ time. De nåede frem til Lyon samme tid, som de havde planlagt fra starten, nemlig klokken 13, så selve rejsetiden var ikke blevet længere på trods af 7 ½ times forsinkelse.

Sparede to måneders udledning

Ifølge Klima-, Energi og Forsyningsministeriet udleder hver danske borger ca. 11 ton CO2 om året igennem deres forbrug af blandt andet rejser. Samtidig vurderer FN’s klimapanel IPCC, at hvis den globale opvarmning skal begrænses til under 2 grader, skal vi globalt ned på en udledning, der svarer til ca. 2 ton CO2 per verdensborger i 2050. Det står dermed klart, at den danske livsstil på nuværende tidspunkt ikke er bæredygtig.

Ifølge egne beregninger, sparede Isaac og Jens klimaet for ca. 350 kg CO2 per person ved at tage toget frem flyet. Besparelsen svarer til en reduktion på to måneders udledning ud af en samlet årlig kvote på to tons CO2.

For Isaac og Jens handler klimavenligt forbrug om at være lige så prisbevidst i forhold til forbrugets pris for klimaet, som mange af os er, når vi går på tilbudsjagt i supermarkedet. Men det kræver, at vi kender varernes, eller i Isaac og Jens’ tilfælde transportens, klimapris.

For Isaac og Jens forløb togrejsen ikke helt som planlagt, men samtidig havde de heller ikke kunnet forudse det samvær og sammenhold, der opstod undervejs med kromutteren og farveforskeren, som gjorde ventetiden unik. Turen havde også bragt dem tættere sammen som kolleger, for nu havde de da lært, hvor kort eller lang den andens lunte var. Ville de tage turen igen? Ja, helt klart! Dog med lidt mere end blot en halv times skiftetid.