Et nationalt sprøjteforbud må ikke stå alene. Der skal mere til for at sikre rent grundvand
Debatten om forurening af grundvandet efterlader indtrykket af, at et nationalt sprøjteforbud løser alle problemer. Men det er langt fra tilfældet, skriver professor Hans-Jørgen Albrechtsen i et debatindlæg i Politiken. Han fremhæver her de vigtigste punkter på miljøministerens to do-liste.
Regeringens planer om at indføre et nationalt sprøjteforbud og yderligere restriktioner for nitrat på de sårbare grundvandsdannende arealer i Danmark, er langt fra nok. Det skriver professor ved DTU Sustain Hans-Jørgen Albrechtsen i et debatindlæg i Politiken. Foto: Thomas Steen Sørensen
Miljøminister Maria Reumert Gjerding og en bred vifte af Folketingets partier er nu tilbage ved forhandlingsbordet om et nationalt sprøjteforbud.
Det nationale sprøjteforbud, som var genstand for en intens politisk debat under forårets valgkamp, skal kort fortalt forhindre spredning af forurenende sprøjtemidler. Det gælder på de landområder, som er sårbare over for nedsivning af pesticider til grundvand, som indvindes til drikkevand – de såkaldte SGO’er (sårbare grundvandsdannende områder). Planen er at fremsætte et lovforslag allerede i år. Det er et vigtigt første skridt.
Vigtigt er det også, at regeringen vil nedsætte grænseværdien for nitrat i drikkevandet og samtidig indføre yderligere restriktioner for gødning på SGO’ernes nitratfølsomme drikkevandsområder.
Spørgsmålet er nu, hvor stor en del af forureningsproblemet de planlagte tiltag egentlig løser?
Mit bud er, at de færreste danskere kender svaret. Måske kender politikerne dem heller ikke. For den samlede forureningstrussel mod grundvandet er langt mere vidtrækkende og kompleks, end den simple diskussion, vi har haft i offentligheden.
Eller sagt på en anden måde: Skal grundvandet beskyttes for fremtiden, er miljøministerens to do-liste stadig lang. Her kommer de vigtigste punkter på listen.
Sprøjteforbuddet bør gælde for alle
Hvis vi begynder der, hvor debatten har delt vandene - ved det nationale sprøjteforbud - så er SGO’erne, hvor forbuddet skal gælde, endnu kun færdigkortlagt på Fyn.
Når arbejdet er lavet i hele landet, anslår man, at SGO’erne vil udgøre 3,7–6 procent af Danmarks samlede areal, og de vil blandt andet strække sig over marker og landbrugsarealer, men også private haver, byområder og anlagte skove.
Det er altså ikke kun landmændene, der kan være kilde til forureningen, selvom den politiske debat har givet indtryk heraf. Også brug af pesticider i private haver og af anlægsgartnere kan bidrage til forureningen.
Derfor bør et sprøjteforbud gælde for alle – ikke kun for landbruget.
Al forurening fra pesticider skal stoppes
Zoomer vi ind på forureningen fra pesticider, stammer den ikke kun fra sprøjtemidlerne.
Et af de hyppigst fundne pesticidnedbrydningsprodukter i vandforsyningernes boringer hedder DMS, og meget tyder på, at det blandt andet kommer fra byerne, hvor træbeskyttelsesmidler, maling, byggematerialer og fugemidler indeholder såkaldte biocider, der skal bekæmpe bakterier, alger og svamp.
Disse biocider har samme funktion som pesticider, og de siver på samme vis ned til grundvandet, når de udvaskes fra f.eks. malede plankeværker. Alligevel reguleres de efter en helt anden lovgivning.
Skal grundvandet beskyttes, skal forureningen fra træbeskyttelse og andre byggematerialer stoppes. Konkret bør de såkaldte biocider forbydes på lige fod med sprøjtemidlernes pesticider.
Nye udfordringer – vær på forkant
En anden væsentlig udfordring på de sårbare grundvandsdannende områder er de mere komplekse forureningstyper som jordforurening, spildevandsslam, gylle og deponering af forurenet jord. De bør selvfølgelig også reguleres her – og optimalt set forbydes helt.
Samtidig er der som noget nyt målt medicinrester i grundvandet, og derfor er en sikring mod utætte kloakker i nærheden af de sårbare grundvandsdannende områder en nødvendighed. Medicinresterne udgør ikke en trussel for grundvandet – endnu. Men foretager vi os intet, vil billedet måske ændre sig.
Endelig er der brug for en løbende opdatering af nye kemiske stoffer som f.eks. nitrifikationshæmmere. Stofferne bruges af landbruget til at forsinke omsætningen af kvælstofgødning i jorden for at mindske udvaskning. Disse stoffer er ikke omfattet af gældende lovgivning, og vi ved endnu ikke nok om, hvorvidt der er risiko for, at de siver ned i grundvandet, eller hvordan de påvirker grundvandet over tid.
Derfor er der brug for en løbende politisk opmærksomhed på området, så problemerne håndteres før de vokser sig store.
PFAS-stoffer alle vegne
Til sidst bør nævnes et af de mest dilemmafyldte og omfangsrige problemer, vi har: De såkaldte evighedskemikalier PFAS, som er næsten umulige at nedbryde i naturen og i kroppen.
I 2024 var en forhøjet koncentration af PFAS-stoffer årsag til, at Skagen Vandværk måtte lukke og slukke deres drikkevandsboringer i Skagen Klitplantage, der ellers er et naturbeskyttet område. Også Fanø Vandværk har siden 2023 været nødsaget til at rense drikkevandet for PFAS.
Den mest sandsynlige årsag til problemerne hos de to kystnære vandværker er, at PFAS-stofferne lægger sig i havoverfladen, blæses ind over land med havskummet og vaskes ned i jorden.
Det er et komplekst problem, da PFAS-betegnelsen dækker over mere end 12.000 stoffer, der blandt andet bruges i industriens produktion. Nogle af dem, der findes i grundvandet, stammer fra sprøjtemidler og vil elimineres med sprøjteforbuddet. Men, som eksemplerne fra vandværkerne i Skagen og på Fanø viser, er der andre PFAS-forureningskilder, som ikke har politikernes bevågenhed, og som derfor stadig udgør en trussel.
Der er brug for, at kilderne til PFAS-forureningen identificeres og tages i betragtning, så de sårbare grundvandsdannende områder kan blive beskyttet hele vejen rundt.
Få nu det hele med
Et nationalt sprøjteforbud og restriktioner på nitrat er altså et godt sted at starte – men langt fra løsninger, der kan stå alene.
Lige nu er der momentum og vilje til at beskytte vores grundvand, og det bør udnyttes til at rense ud – ikke kun når det gælder sprøjtemidler og nitrat, men hele vejen rundt.
Effekten af f.eks. sprøjteforbuddet vil først kunne måles i grundvandet om 30-50 år, for det er den tid, det tager pesticider og andre skadelige stoffer at rejse ned igennem jordlagene til vores grundvand.
Jo længere tid der går, før den politiske beslutning træffes, jo flere årtier vil der gå, før en effekt slår igennem. Der er altså brug for handling her og nu.
Min opfordring til ministeren og forhandlingens parter er derfor klar: Tag fat. Rens ud. Og få nu det hele med!
Det er vejen til en varig, fremtidig beskyttelse af vores grundvand – og dermed drikkevand. Til gavn for samfundet og de næste generationer.
