Studiestarten på DTU er båret af det store arbejde, som studenterforeningen Polyteknisk Forening (PF) og deres mange hundrede frivillige udfører. Det har bl.a. betydet, at starten for de nye bachelorstuderende på DTU løbende er blevet tilpasset af PF. DTU har således høstet anerkendelse for at være en af de første uddannelsesinstitutioner, der har tilbudt alkoholfrie rusture, rusture på campus, rusture på engelsk og rusture af forskellig længde.
DTU’s ledelse værdsætter og anerkender det store arbejde, og ønsker nu i tæt samarbejde med PF at udvikle studiestarten, så den passer til strategien om at tilbyde Europas bedste ingeniøruddannelse. En ny studiestart vil således indgå som en af de mange andre ændringer, der finder sted som følge af strategien – det nye polytekniske grundlag, nye kurser, digitale uddannelser og uddannelser på campusser i hele Danmark.
Derfor vil DTU’s ledelse, Afdeling for uddannelse og studerende (AUS) og PF nu i fortsat fællesskab udvikle en ny studiestart med større faglighed og en endnu bedre forberedelse til studielivet.
”Vi vil skabe den bedste studiestart for vores nye studerende. En studiestart, der rummer mere faglighed og mere ansvar, og som både indeholder spændende aktiviteter i løbet af dagen og festlige aktiviteter om aftenen. Arbejdstitlen har indtil videre været studiestartsfestival.”
”Jeg står som dekan for bacheloruddannelser og studiemiljø bag beslutningen om den nye studiestart. Det indebærer også beslutning om, at den nye studiestart ikke skal omfatte rusture med overnatninger. Vi vil med gentænkningen af studiestarten have fokus på at lette overgangen fra at være elev på en ungdomsuddannelse til studerende på et universitet, hvilket forhåbentlig også vil mindske antallet af nye studerende, der falder fra,” siger bachelordekan Lars D. Christoffersen.
De gode ting skal fastholdes
Forperson for PF, Natasha Hougaard siger om den nye studiestart:
”PF har generelt et godt samarbejde med DTU’s ledelse, og det regner vi med at fortsætte omkring udviklingen af den nye studiestart. Vi er ikke enige i DTU’s ledelses beslutning om at afskaffe rusturene med overnatning, men vi har valgt at deltage i udviklingen af den nye studiestart og vil fortsat være en del af planlægningen, afviklingen og udførelsen. Det er vigtigt at holde fast i de ting, der fungerer godt, f.eks. kagehold, PF’s uddannelse af vektorerne og mange af de andre ting, der gør studiestarten god og inkluderende”.
Udviklingen af den nye studiestart vil ske i tæt samarbejde mellem DTU’s Afdeling for uddannelse og studerende (AUS) og PF. Rammerne er åbne, og arbejdet vil starte med en diskussion af, hvad målene for den nye studiestart skal være. Derefter bliver det besluttet, hvilke aktiviteter, der skal indgå. Udviklingen bliver indledt i september 2023, og DTU’s ledelse og PF opfordrer alle, der har gode ideer, til at byde ind med dem.