GPS-jamming over Europa forstyrrer også satellitter i rummet
Den voksende mængde GPS-forstyrrelser, blandt andet som følge af konflikter, har ramt fly og skibe over Europa, men rammer også satellitter i lavt kredsløb om Jorden. Et nyt onlinekort udviklet på DTU gør det muligt at følge forstyrrelserne fra dag til dag.
Kian Bostani Nezhad, ph.d.-studerende ved DTU Space og Centre for Security DTU, har stået i spidsen for udviklingen af kortet SAT-JAM, der viser, hvordan GPS-jamming fra Jorden påvirker satellitter i rummet. Foto: DTU Space/Morten Garly Andersen.
tirsdag 13 oktober 2026
Morten Garly Andersen
De GPS-forstyrrelser, som i de senere år har skabt problemer for fly- og skibstrafikken i Europa som følge af konflikter, stopper ikke ved skyerne. De når også op til jordobservations- og kommunikationssatellitter flere hundrede kilometer over Jorden. Det viser ny forskning fra DTU Space på Danmarks Tekniske Universitet.
Forskerne har analyseret og kortlagt områder over Europa, hvor GPS-jamming forstyrrer satellitters evne til at bestemme deres egen position.
På baggrund af analyser og offentligt tilgængelige data har forskerne udarbejdet en videnskabelig artikel og udviklet et frit tilgængeligt onlinekort, SAT-JAM, der viser, hvor satellitter oplever forstyrrelser af GNSS-signaler, herunder mulig GPS-jamming.
”Med det nye onlineværktøj kan alle interesserede nu se, hvor jamming påvirker satellitter i rummet,” siger Kian Bostani Nezhad, forsker og ph.d.-studerende ved DTU Space og Centre for Security DTU, som har stået i spidsen for udviklingen af SAT-JAM.
Han er også førsteforfatter på den videnskabelige artikel om forskningen, som blev præsenteret for nylig i forbindelse med den internationale Advanced Maui Optical and Space Surveillance Technologies Conference 2026 (AMOS).
”De fleste opfatter GPS-jamming som et problem for fly og skibe. De færreste forestiller sig nok, at forstyrrelserne også kan påvirke en lang række satellitter i rummet. Satellitoperatørerne er sandsynligvis godt klar over problemet, fordi deres satellitter registrerer forstyrrelserne. Men det bliver sjældent diskuteret offentligt,” siger Kian Bostani Nezhad.
Det nye kort bygger på navigationsdata fra forskellige satellitter. Dataene er blevet analyseret og bearbejdet, så de viser, hvor satellitterne oplever forstyrrelser af de navigationssignaler, som de bruger til at bestemme deres position.
Satellitter i lavt kredsløb om Jorden, typisk omkring 400 til 600 kilometers højde, bestemmer blandt andet deres position ved hjælp af signaler fra navigationssatellitter, der kredser langt højere oppe. Det er eksempelvis satellitter i det amerikanske GPS-system og det europæiske Galileo-system.
Disse satellitbaserede navigationssystemer kaldes samlet GNSS (Global Navigation Satellite Systems). Rusland og Kina har udviklet tilsvarende systemer.
Det er overraskende let at jamme en satellit
Over store dele af Europa kan jamming fra Jorden forstyrre navigationssignalerne, inden de når frem til satellitterne i lavt kredsløb.
Signalerne er i forvejen meget svage, når de når frem til satellitternes modtagere. Derfor kan kraftige radiosignaler, der udsendes fra Jorden, overdøve dem.
SAT-JAM viser omfattende forstyrrelser over Europa, særligt i Østeuropa, men også i andre dele af kontinentet. Ifølge forskerne stemmer en del af det geografiske mønster med jamming fra en jordbaseret kilde, der kan påvirke dette område.
GPS-jamming har også skabt problemer for civile fly og skibe i området gennem de senere år. Nu kan satellitter i rummet så føjes til listen.
”Det er faktisk overraskende let at jamme en satellit, fordi der ikke er nogen forhindringer mellem Jorden og satellitten. På jordoverfladen kan det være vanskeligere at jamme udstyr på grund af terrænet, bygninger og bevoksning,” siger Kian Bostani Nezhad.
Han tilføjer, at kortet også viser forstyrrelser af satellitter i andre dele af verden. Blandt andet i områder over Sydøstasien.
SAT-JAM viser dog kun, hvor over Jorden satellitterne oplever forstyrrelserne. Kortet kan ikke i sig selv fastslå, præcis hvor forstyrrelserne stammer fra, eller om de er tilsigtede.
Kan få konsekvenser for civil infrastruktur
Kraftige GNSS-forstyrrelser kan skabe problemer for satellitter, der understøtter en lang række funktioner i vores hverdag. Det gælder blandt andet vejrudsigter, kortlægning, kommunikation, katastrofeovervågning og sikkerhedsrelaterede opgaver, som får stadig større betydning for Europa.
”Vi har i vores data observeret tilfælde, hvor denne type satellitter midlertidigt mister de præcise positionsoplysninger, som de normalt får fra deres GNSS-modtagere, når de befinder sig over Europa,” siger Kian Bostani Nezhad.
”Det har betydning for anvendelser, der kræver præcis positionsbestemmelse. Jordobservationssatellitter skal for eksempel vide nøjagtigt, hvor deres billeder er taget, mens nogle kommunikationssatellitter har brug for præcise positionsoplysninger for at kunne pege deres antenner korrekt. Derfor kan forstyrrelserne potentielt få alvorlige konsekvenser”.
SAT-JAM anvender offentligt tilgængelige data fra EU's Copernicus Sentinel-satellitter til at kortlægge, hvor GNSS-forstyrrelser registreres, og hvor ofte de forekommer. Kortet opdateres løbende med nye observationer.