Min ph.d.

Min forskning jagter tegn på, om liv kan eksistere andre steder i vores galakse

Prune Camille August bruger det mest kraftfulde rumteleskop nogensinde til at kigge flere lysår ud i rummet i sin søgen efter potentielt beboelige verdener.

Ph.d.-studerende Prune Camille August i et profilbillede taget på Planetariet. Foto: DTU
 I sit ph.d.-projekt leder Prune Camille August efter exoplaneter i vores solsystems nære galaktiske nabolag og om de er omgivet af en atmosfære. Foto: DTU

Fakta

  • Navn: Prune Camille August
  • Alder: 26
  • Uddannelse: MSc i teoretisk fysik, Swiss Federal Institute for Technology
  • Projektets forskningsområde: Exoplaneter
  • Projektperiode: 2023-2026
  • Vejledere: Professor Lars A. Buchhave (hovedvejleder), adjunkt Alexander Rathcke (medvejleder)

Forskningen kan bidrage til …

… at besvare den ældgamle undren om, hvorvidt der rent faktisk findes eller potentielt kunne findes liv på andre planeter. Før i tiden spurgte mennesker: Er der liv bag dette bjerg, eller på den ø, eller på vores naboplaneter? Nu begynder vi at få adgang til planeter, der kredser om andre stjerner, og derfor vil vi gerne vide: Findes der liv uden for det, vi allerede kender?

Et andet vigtigt element er, at vores solsystem kun indeholder en meget lille stikprøve af objekter, der fortæller os, hvad en planet overhovedet er. Exoplaneter giver os mulighed for at sætte vores egne planeter ind i en bredere kontekst og de kan måske endda hjælpe os med at forstå vores egen Jord lidt bedre.

Det har været en god dag på arbejdet, når … 

… jeg modtager nye observationer fra James Webb-rumteleskopet. Det er de bedste dage, for der er intens konkurrence om at få observationstid på dette nye, store, skinnende instrument, der kan alt muligt. Folk indsender ansøgninger hvert år. Man har omtrent én chance ud af 12 for at få en ansøgning godkendt, og oddsene bliver dårligere for hvert år!

For to år siden indsendte jeg min ansøgning og fik tildelt tid på teleskopet, og i det forgangne år modtog jeg de første observationer. Det var en oplevelse, der gjorde mig ydmyg, for man tænker: Dette store teleskop i rummet drejer sig lige nu rundt og peger på den stjerne, jeg bad det pege på, og det vil nu udføre min lille observation i et par timer. 

Billeder fra James Webb Space Telescope.
En række billeder taget i løbet af James Webb-rumteleskopets observationer af LHS 1478 b-systemet. Billeder: JWST GO 7675

Jeg blev ph.d.-studerende på DTU på grund af … 

… nogle heldige tilfældigheder. I hele det andet år af min kandidatuddannelse forskede jeg i exoplaneter ved University of Chicago. Det fik mig til at forelske mig i exoplaneter, og jeg begyndte at lede efter en ph.d.-stilling inden for det her felt.

Jeg skrev til en række professorer rundt om i verden, og Lars (som senere blev hendes ph.d.-vejleder, red.) fortalte mig, at han var ved at slå en stilling op og lovede at give mig besked, når det skete. Da han vendte tilbage, søgte jeg stillingen og fik den, hvilket var spændende.

Som nyansat blev jeg overrasket over …

… hvor mange ting jeg skulle nå at få tid til i et så kort, treårigt forløb. Jeg havde ikke indset, hvor mange forpligtelser, der følger med en ph.d.-stilling, såsom at undervise og selv følge kurser. Jeg brænder virkelig for min forskning og er villig til at investere meget tid i den, så jeg måtte lære at navigere i denne anden liste over ting, jeg skulle gøre for at få min ph.d.

Min største udfordring som ph.d.-studerende er …

… nok at håndtere den realitet, at man nogle gange bliver behandlet som en studerende, og andre gange som en medarbejder, afhængigt af hvad ens institut har brug for fra en. Jeg har haft en fantastisk vejleder, så jeg har ikke rigtig haft nogen udfordringer med min forskning eller den vejledning, jeg har fået fra ham, hvilket er en stor hjælp. Jeg ved, at vejlederen spiller en stor rolle for, hvor godt ens ph.d. forløber.

I fremtiden vil jeg gerne arbejde med …

… forskning, så længe det flyder naturligt ud af mig og omstændighederne tillader det. Men jeg er meget nysgerrig, og da jeg aldrig har holdt et sabbatår, har jeg ingen erfaring med ’virkelighedsnær’ videnskab uden for den akademiske verden. Jeg udelukker ikke at skifte til at arbejde inden for et område med ’virkelighedsnære’ anvendelser, såsom fjernmåling af Jordens atmosfære og overflade.

Jeg har altid forestillet mig, at jeg ville bruge den første halvdel af mit liv på at arbejde med videnskab og så skifte over til mere lovgivende eller politisk arbejde, fordi jeg mener, at det er godt, nødvendigt og interessant med forskere, der engagerer sig i politik.

Jeg kobler af fra arbejde, når …

Jeg skriver sange og spiller klaver. Jeg har altid spillet musik og sunget, men for omkring to år siden begyndte jeg for alvor at skrive mine egne sange og lærte at udgive dem under kunstnernavnet Shezif. Det har været mit hovedprojekt uden for min ph.d.

Jeg indspillede min første sang i et studie i North Carolina i USA, mens jeg var på udlandsophold ved Harvard University, og siden da har jeg samarbejdet med en producer i Storbritannien. Det har været sjovt at give mine kreative idéer liv uden for min notes-app og uploade dem på en række platforme.

Ph.d.-studerende Prune Camille August i et profilbillede taget på Planetariet. Foto: DTU
Prune Camille August fortæller her i en video optaget på Planetariet om sin forskning. Video: DTU

Kontakt

Lars A. Buchhave

Lars A. Buchhave Professor Institut for Rumforskning og Rumteknologi Mobil: 28910585