Når de politiske vinde skifter retning, holder Harry Bingham fast i sin kurs

Uro i Mellemøsten har det med at kaste ringe i vandet af sig, der har konsekvenser for resten af verden. Denne gang er ingen undtagelse.

Som følge af krigen i Iran har store oliefragtskibe holdt sig tilbage fra at sejle gennem det uroplagede knudepunkt for al olietransport: Hormuzstrædet. Usikkerheden og den stillestående olietransport har fået oliepriserne til at stige til vejrs.

For skibsingeniør og professor ved DTU Construct Harry Bingham leder det tankerne tilbage til starten af hans akademiske karriere på Cornell University i 80’ernes USA.

”Da jeg studerede min bachelor, var vi lige kommet gennem oliekrisen, og tårnhøje oliepriser gjorde, at der var en kæmpe politisk vilje til at gå over til grøn energi i skibsfarten. Der var særligt stort fokus på at sætte sejl på store skibe og på bølgeenergi,” fortæller Harry Bingham.

Med Jimmy Carter som præsident i Det Hvide Hus drømte han om at bidrage til en bæredygtig omstilling af skibsfarten, der ville forandre verden for altid.
”Præsidenten var ’all in’ på grøn energi. Stemningen var intens og super målrettet,” husker han.

Harry Bingham skrev sit bachelorprojekt i at sætte sejl på store skibe – og følte sig overbevist om, at han ville gå direkte ud i industrien og omsætte teorien til praksis.

Den drivende kraft

I dag, 40 år senere, er drømmen intakt. Men fortsat uindfriet.

En postdocstilling i Danmark førte Harry Bingham til DTU, og de sidste 26 år har han gennem sin forskning og undervisning i energieffektivisering af skibe, bølgeenergi og udnyttelse af vindkraft ved sejlsætning på kommercielle skibe arbejdet for, at ambitionerne om en grøn omstilling af skibsfarten en dag kan blive en realitet.

”Vindenergi og bølgeenergi har været den drivende kraft gennem hele min karriere. Det har fulgt mig som en kerne, selvom jeg nogle gange har været nødt til at tænke på mit levebrød og i stedet finde gnisten i matematikkens verden. Men jeg er altid vendt tilbage, og jeg har altid holdt fast,” siger han.

Undervejs har flere markante skift i den maritime sektor krævet hurtig omstilling og langsom genopdagelse. Selv husker han bedst, da de sidste store danske værfter i starten af 00’erne begyndte at lukke ned og flytte produktionen til Asien.

”Det havde stor betydning for mange af vores uddannelser og undervisningen i skibsbyggeri, for behovet for de klassiske færdigheder hos skibsingeniørerne ændrede pludselig karakter. Det krævede, at vi som undervisere holdt fast i vores kernefaglighed – men samtidig så nye muligheder,” fortæller han.

De maritime uddannelser på DTU blev gradvist tilpasset behovet i samfundet, og i dag handler kerneopgaven hos skibsingeniørerne mere om konsulentbistand og udvikling af energieffektivt maritimt udstyr som motorer, propeller og højteknologiske styresystemer end om det konkrete byggeri af store skibe.