Sund & Bælt har netop indviet en ny lærlingecampus på Femern Bælt-projektet, hvor de kan bo under deres uddannelse tæt på byggeriet af verdens længste sænketunnel.
Udover boliger til lærlingene består Campus Femern også af kontorpladser, auditorier og værksteder, hvor DTU og andre uddannelsesinstitutioner og erhvervsorganisationer får deres gang sammen med medarbejdere fra Sund & Bælt.
Her kan DTU’s studerende bl.a. deltage på sommerskoler, tre-ugers kurser og konkrete projekter, hvor de kan komme tættere på lærlingene og de virksomheder, der arbejder på Femern-Bælt-projektet. Hidtil har DTU’s aktiviteter været forankret i midlertidige faciliteter på havnen.
DTU’s koncerndirektør Carsten Orth Gaarn-Larsen deltog i indvielsen og sagde bl.a. i sin tale:
"I dag fejrer vi indvielsen af en lærlingecampus. Men vi ser det faktisk som et sted, hvor vi arbejder på at styrke værdikæderne på tværs af forskellige uddannelser. Vi forsøger aktivt at nedbryde barrierer, skabe nye samarbejdsprojekter og finde nye måder at arbejde sammen på. Selvfølgelig har vi hver vores faglighed – lærlinge har deres, og vi har vores – men et sted som dette inviterer til, at vi går på tværs af faggrænser og udvikler noget i fællesskab."
En fantastisk ramme
DTU ønsker at være til stede på udvalgte steder i Danmark, hvor f.eks. unikke infrastrukturprojekter skaber mange muligheder for både forskere og studerende. Og ifølge Carsten Orth Gaarn-Larsen er Femern Bælt-projektet en fantastisk ramme for at komme helt tæt på et af Europas største byggeprojekter for de studerende.
DTU er allerede til stede i Rødbyhavn og har gennemført flere uddannelsesaktiviteter med afsæt i projektet. Samtidig har DTU igangsat initiativet Femern Challenge Lab, som giver de studerende indsigt i reelle problemstillinger fra Femernbyggeriet, som kan bidrage til fremtidens store infrastrukturprojekter. De studerende får samtidig mulighed for at netværke med virksomheder omkring potentielle afgangsprojekter og praktikpladser. Femern Challenge Lab bliver drevet i samarbejde med DTU, Sund & Bælt, COWI og Rambøll.
"En af de helt centrale grunde til, at vi gerne vil være en del af det her, er, at projektet er et af Europas største og mest imponerende byggeprojekter, og at byggebranchen er i hastig udvikling. Det er fascinerende at følge med i. Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvad der er muligt, så viser dette projekt det med al tydelighed. Det er præcis den slags initiativer, vi på DTU finder interessante. Vi engagerer os dér, hvor vi ser et stort potentiale – og det er der i høj grad her," siger Carsten Orth Gaarn-Larsen.
Erhvervsministeriet har netop lanceret en indsats, hvor der udpeges 11 industriparker – herunder i Rødby, Skive og Kalundborg. Det skaber på sigt et større potentiale for erhvervssamarbejde i området omkring Femern.