Musik eller matematik?
Faktisk så det i matematikprofessorens tidlige liv ud til, at hun var bestemt til et liv i rampelyset, hvor hun skulle underholde verden med sit musikalske talent snarere end at undervise en ny generation af matematikere. Som folkeskoleelev havde hun nemlig forelsket sig i tværfløjten i forbindelse med en lektion, hvor eleverne kunne prøve forskellige instrumenter af.
”Jeg var normalt genert, men musik var aldrig noget, jeg var genert over. Jeg spillede foran folk og nød det bare. Jeg følte, at det var en nem måde for mig at kommunikere på, og jeg elskede det så meget, at jeg brugte en masse tid på at lære at spille,” forklarer hun.
Den unge pige var så dedikeret til sine musikstudier, at hun som kun 13-årig blev optaget på musikkonservatoriet i Perugia i sit hjemland Italien. På grund af sit høje niveau blev hun optaget på tredje år, hvilket gjorde det muligt for hende som bare 18-årig at færdiggøre sin konservatorieuddannelse og få sin studentereksamen samtidig.
Mens dørene åbnede sig til musikverdenen, fik Maria Montanucci dog lyst til at dykke dybere ned i matematikfaget. I sin tid på det naturvidenskabelige gymnasium, hun gik på, havde hun nemlig opdaget en naturlig evne til at forstå logikken bag matematiske begreber. Så hun besluttede at følge sin medfødte nysgerrighed og starte med at læse matematik på universitetet i stedet for at gå den tilsyneladende oplagte vej ind i musikken.
”Jeg tror ikke, min hjerne er skabt til noget bestemt. Jeg ved bare, at den på en eller anden måde er skabt til nysgerrighed,” siger hun med et smil.
Banebrydende forskning
Som medforfatter på omkring 50 videnskabelige artikler med titler som ’MRD-codes arising from the trinomial xq + xq3 + cxq5 ∈ Fq6 [x]’ er det tydeligt, at professorens forskningsfelt (se faktaboks nedenfor) ikke er nogen leg. Det er matematik på højt niveau, der skubber grænserne for, hvad der har været forklaret og kan forklares gennem logisk tænkning og matematiske begreber.
Når Maria Montanucci angriber matematiske spørgsmål, trækker hun på en færdighed, hun har finpudset under sine musikstudier, nemlig at finde mønstre og se logikken indlejret i dem.
”Musik er fuld af mønstre. Hvis man f.eks. læser et stykke skrevet af Bach, er der mange mønstre – og den måde at finde mønstre på, som man skal besidde, hvis man vil spille et stykke af Bach og fortolke det korrekt, har påvirket min tilgang til forskningen,” forklarer hun.
Maria Montanuccis talent for sit nyvalgte felt stod hurtigt klart: I 2015, mens hun skrev sit kandidatspeciale, lykkedes det hende at løse en formodning, der havde stået åben siden 2011. En åben formodning er en matematisk påstand, som man mener er sand, men som ingen endnu har endegyldigt bevist.
Et par år senere, under et eksternt ophold ved DTU i forbindelse med sine ph.d.-studier, opdagede hun og professor Peter Beelen – der leder den forskningsgruppe, hun senere skulle blive ansat i – en familie af algebraiske kurver. Den er opkaldt efter duoen, der har udgivet to artikler om deres arbejde. En algebraisk kurve er grundlæggende en figur tegnet ved hjælp af en ligning.
De to har gensidigt inspireret hinanden. Mens Maria Montanucci undersøgte mulighederne for sit eksterne ophold, stødte hun på det ”fantastiske arbejde”, som Peter Beelen og hans gruppe laver, og opdagede, at han faktisk havde citeret den videnskabelige artikel, hun havde skrevet på baggrund af sin kandidatafhandling.
”Jeg kunne simpelthen ikke stoppe med at læse deres fantastiske arbejde, så jeg var øjeblikkeligt klar over, at jeg kunne lære meget på DTU sammen med Peter og algebra-gruppen.”
Strålende fortæller hun om, hvor meget hun nød sit frugtbare ophold på DTU:
”Jeg sagde til Peter: ’Jeg vil virkelig gerne tilbage til Danmark igen på et tidspunkt, hvis jeg kan.’ Så kom jeg tilbage i 2019 og er ikke rejst igen – og jeg vil blive her, hvis jeg kan.”
Et nyt hjem
Maria Montanucci blev ansat på DTU, næsten præcis et år før COVID-pandemien vendte op og ned på alting. Hun indrømmer, at det var ekstra udfordrende at falde til i sit nye hjemland i en tid, hvor man skulle holde afstand og arbejde hjemmefra.
”Det var meget svært at finde et sted at bo, fordi ingen lejede ud, og man kunne selvfølgelig ikke få venner. Jeg synes ikke, det var en nem start. Men jeg var meget heldig med mine kolleger. Vi snakkede sammen hver dag og arrangerede digitale kaffemøder dagligt i afdelingen, så jeg følte mig aldrig rigtig alene. Jeg følte mig meget inkluderet og elsket.”
Trods den hårde start er den 34-årige kommet til at elske Danmark, hvor der er en mere fri og åben meningsudveksling og uformel tone mellem studerende og undervisere, end hun er vant til fra Italien.
”Danmark er et fantastisk land, og den danske kultur er perfekt for en ung persons udvikling. Det er på en måde en akademisk drøm. Da jeg fik øjnene op for at undervise, elskede jeg det endnu mere. Og da jeg opdagede, at de studerende kalder dig ved fornavn og ikke er bange for at give dig feedback, følte jeg virkelig, at dette er det perfekte sted for mig.”
