Hvordan kan man anvende tunnelfabrikken, havnen og området omkring Rødbyhavn som et aktiv i fremtidige projekter og skabe nye arbejdspladser og erhvervsaktivitet, når Femern Bælt-tunnelen står færdig? Det var hovedspørgsmålet, da 200 kandidatstuderende fra kurset 'Innovation in Engineering' på DTU besøgte Femern Bælt-byggeriet for at udvikle innovative idéer til områdets fremtidige anvendelse.
Efter flere års massivt anlægsarbejde tegner der sig et nyt kapitel i Rødbyhavn. Som led i Femern Bælt-projektet er der opført en tunnelfabrik og et havneanlæg i en skala, der sjældent er set i Danmark. Nu retter fokus sig mod, hvordan man kan bruge området, når tunnelbyggeriet slutter.
Diskussionen er relevant, fordi Europa fortsat investerer i store infrastrukturprojekter. Samtidig vokser behovet for ingeniørfaglige løsninger, der sikrer, at midlertidige anlæg også skaber værdi efter byggeriets afslutning.
“Det afgørende i forløbet er den proces, de studerende gennemgår. Her kommer studerende fra forskellige uddannelser ud i landet, arbejder innovativt med en virkelig case fra Sund & Bælt og engagerer sig i lokale udfordringer. Det skaber motivation, giver praksisnær læring og styrker både deres kompetencer og vores lokaliteter,” siger Marie Juul Madsen, der er projektleder for DTU i hele Danmark.
Tæt på Femern Bælt-forbindelsen
Det er DTU’s ambition at være til stede i hele landet for at give de studerende adgang til virkelige projekter og bringe dem tættere på store anlægs- og industriprojekter. Det skal både udvide deres faglige perspektiv og give dem erfaring med de arbejdssteder, de møder efter studiet.
I Rødbyhavn kommer DTU’s studerende helt tæt på Femern Bælt-forbindelsen, der er Danmarks største og et af Europas mest omfattende anlægsprojekter nogensinde. Forbindelsen består af Femern Bælt-tunnelen, der er en 18 kilometer lang sænketunnel, som forbinder Rødbyhavn på Lolland i Danmark med Puttgarden på øen Fehmarn i Tyskland.