Campusliv
Letbanen åbner DTU mod omverdenen
Med tre nye stationer på Lyngby Campus bliver DTU lettere at nå for studerende, medarbejdere, naboer og besøgende. På åbningsdagen var der mulighed for at gå på opdagelse i universitetets forskning og campusliv.
Anlægsarbejdet er blevet til virkelighed
Blandt de fremmødte ved Anker Engelunds Vej er 23-årige Silje Munch, der læser til fysikingeniør på DTU. Hun står sammen med fire andre studerende og venter på at hoppe ombord på letbanen.
”Nu har jeg jo fulgt med i anlægsarbejdet de sidste fire år, så jeg er kommet her i dag for at se og opleve det endelige resultat,” siger hun.
Til hverdag tager hun bussen fra Lyngby Station til campus. Fremover forventer hun, at letbanen bliver en del af hendes rejse til DTU.
På perronen står også Winnie Løvengren, der blev uddannet fra DTU i 2012. Hun er kommet fra Holte sammen med sin mand, som også er uddannet fra DTU, og deres to børn på fem og otte år.
Familien er på vej til Herlev Hospital for at besøge bamsehospitalet, og børnene kender allerede toget fra en udstilling på Sporvejsmuseet.
”Vi er her bare for at opleve letbanen. Vi tager tit på udflugter, hvor vi kører med de forskellige små letbaner,” fortæller Winnie Løvengren.
Hun ser dog nye muligheder i letbanens forbindelse på tværs af hovedstadsområdet.
”Hvis vi en dag skal vestpå, kan vi jo parkere bilen her, hvor der er gratis parkering, og hoppe på toget,” siger hun.
Åbningsdagen har allerede fået mange til at afprøve den nye forbindelse. Da de første tog kører ind på stationen, er vognene fulde af passagerer.
Droner, racerbiler og nysgerrige gæster
På åbningsdagen viser DTU forskellige sider af universitetet frem ved de tre nye stationer. Ved Akademivej har studerende opstillet to forskellige droner på et bord. Tilskuerne samler sig omkring dem, mens de studerende fortæller om teknologien.
En ældre mand betragter dronerne og spørger: ”Kan man bruge dronen til at lede efter ulve?” Spørgsmålet får både de studerende og de øvrige tilskuere til at bryde ud i latter.
Ved stationen kan de besøgende også komme tæt på en elektrisk racerbil. Solen titter frem mellem skyerne, der har lagt sig som et tæppe over himlen. På pladsen bevæger gæsterne sig mellem teknologierne, mens letbanetogene kører forbi med nye besøgende.
Letbanen kører lige til døren
Ved Rævehøjvej er stemningen en lidt anden. Her bugner området af tøjstativer, bøger og legetøj fra dagens loppemarked. Blandt de besøgende er 90-årige Hjørdis Rasmussen fra Nærum. Hun er pensioneret lærer og naturvejleder i Dyrehaven og er kommet til åbningen, fordi hun er nysgerrig på den nye letbane.
”Jeg har min elcykel med i dag, og jeg vil gerne prøve at se, hvordan det er at have cyklen med i letbanen,” fortæller hun.
Hjørdis Rasmussen kunne godt have ønsket sig, at letbanen fortsatte til Nærum. Hun forventer dog især at bruge den, når hun skal til arrangementer på DTU. Hendes tilknytning til universitetet går blandt andet gennem Københavns Folkeuniversitet i Lyngby, hvor hun sidste år deltog i en forelæsning om kunstmalere.
”Der vil jeg nok i fremtiden bruge letbanen, for den kører lige til døren,” siger hun.
Bag hende varmer Showkoret United stemmerne op, mens de besøgende venter på, at letbanen ruller ind på stationen ved Rævehøjvej.