Tre innovative idéer fra de ingeniørstuderende
Magnetisk elforsyningskabel
I 2022 ødelagde et skibsanker Bornholms elforsyningsforbindelse fra Sverige. Det tvang øen til selv at producere strøm i en periode - og reparationen kostede 50 millioner kr.
Ingeniørstuderende Veronica Euan Jensen og hendes gruppe har udviklet en løsning, som skal mindske risikoen for, at der sker igen. Gruppen foreslår at opdele kablet i moduler, som forbindes med elektromagneter. På den måde kan man nøjes med at udskifte dét, der er gået i stykker. Hvis et modul kun er revet løs, kan det koble sig selv til igen ved hjælp af magnetfeltet – i teorien:
”Vores største udfordring er nok, hvordan vi sikrer os, at det magnetiske felt er stærkt nok til at finde og forbinde modulerne, samt hvordan vi garanterer at forbindelsen er god,” fortæller Veronica Euan Jensen.
Uddannelses-app
Ved at snakke med Bornholmske Borgerforeningers Samvirke, opdagede Martin Merforth og hans gruppe, at Bornholm kæmper med at fastholde og tiltrække unge. Hele 30 pct. af øens befolkning er nemlig over 65 år, og mange unge rejser til fastlandet for at studere.
Gruppen har udviklet en simpel idé: En uddannelses-app, hvor unge kan komme i praktik hos virksomheder på Bornholm, som matcher deres studieretning. Virksomhederne lærer de studerende at kende – og måske vælger de at ansætte dem efterfølgende. Det er en løsning, der både gavner de studerende, virksomhederne og Bornholm.
Lokaldrivhus opvarmet af spildvarme
Rikke Alstrup, studerende på kurset Innovation in Engineering, har med sin gruppe arbejdet på at skabe et grønt initiativ, der engagerer de bornholmske borgere direkte i den grønne omstilling.
Projektet drejer sig om at etablere et lokaldrivhus, som - i samarbejde med BEOF - skal opvarmes af spildvarmen fra fjernvarmeinstallationer. Lokale borgere vil få tildelt et stykke jord, og der vil desuden være en café, hvor alle er velkomne.
Forløbet lagde stor vægt på at generere en masse idéer og derefter konkretisere dem til én idé – en metode, Rikke Alstrup ikke tidligere havde benyttet sig af:
”Vi startede med 10 idéer. Derefter skar vi fra, og kiggede på, hvilken idé der faktisk havde potentiale. Det lærte mig en ny måde at arbejde med idéudvikling og projekter,” fortæller Rikke Alstrup.